Nobelpris i kemi for design af verdens mindste maskine

En franskmand, en brite og en hollænder deler årets Nobelpris i kemi for design og produktion af verdens mindste maskine.

Foto: JONATHAN NACKSTRAND.
Læs mere
Fold sammen

En mikroskopisk elevator, kunstige muskler, mikromotorer - men alt sammen helt nede på molekyleplanet.

Den slags har tre fremstående videnskabsfolk formået både at designe og producere og for det modtager de til deling årets Nobelpris i kemi på otte mio. svenske kroner.

Det har det svenske videnskabsakademi netop offentliggjort på et pressemøde i Stockholm.

Forskerne er franskmanden Jean-Pierre Sauvage, briten J. Fraser Stoddart og hollænderen Bernard L. Feringa, og de har alle spillet centrale roller i den revolutionerende udvikling af molekylære maskiner, der kan udføre bevægelser, når de tilføres energi.

Det er dermed nanoteknologi, det handler om. Det vil sige menneskelig manipulation med stoffets mindste bestanddele. Og det med så stor kontrol over molekylerne, at den ene af prismodtagerne, Feringa, i 1999 blev i stand til at producere såvel en nano-motor som en nanobil.

Deres opdagelser kan bl.a. danne grundlag for udvikling af nye materialer, sensorer og energilagringsteknologi, hedder det.

Det vil sige, at man med anvendelse af nanomaskiner vil blive i stand til at frembringe helt nye produkter med egenskaber, der aldrig er set før.