Navneskandalen, der kom bag på avisen

I seks dage rullede navneskandalen i en af landets pæneste aviser. Skuddag er årsagen, men computerne har skylden.

Her gik det galt. Avisen udnævnte den 24. februar 2012 til at hedde Matthis. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 24. februar 2012 kunne man bag på dagens Berlingske læse under vejrudsigten, at dagens navn er Matthis.

Den 24. februar plejer ganske vist at hedde Matthis (efter ham, der afløste Judas Iskariot som apostel),  men 2012 er skudår og skuddag har ikke et navn. Som de fleste Berlingske-læsere vil vide, er det den 24. februar, der er skuddag, og ikke den 29. februar.

Dagen efter Matthis-skandalen kunne avisen have afværget katastrofen ved et let indgreb, men den 25. blev lige så fejlagtigt udnævnt til Victorinus' dag, og så rullede lavinen: Den 26. februar blev givet navnet Inger, den 27. fik navnet Leander og den 28. februar fik det mærkelige navn Øllegaard (som vi vender tilbage til), Og den 29. februar blev efterladt uden navn i avisen.

Fra gammel tid springer almanakken et navn over på skuddagen, så resten af dagene i februar navngives en tand forrykket for deres normale datoer. Den 29. februar får altså det navn, der normalt tilfalder den 28.

Man kan forvisse sig om navne-skikken omkring skuddag hos den højeste almanak-autoritet i Danmark, som er Niels Bohr Institutet. Siden 1479 har det været astronomer på Københavns Universitet, der har haft ansvaret for Almanakken for Danmark - det har der åbenbart ikke været anledning til at lave om på blot på grund af enevældens indførelse og afskaffelse igen.

Universitetet tweeter dagligt almanak-oplysningerne for Dagen I Dag på @Almanakken_KU med link til mere fyldige informationer om dagen. Her kan man foruden en række astronomiske oplysninger om solopgang, månenedgang, dagens længde og planeternes stilling også læse den mere menneskeskabte konstruktion om dagens navn.

Blev husket i 2008

De fleste danske dage er stadig opkaldt efter helgener, men slutningen af februar har hele to ikke-helgener. Inger kom ind i den danske almanak i 1729 som afløser for Nestorius. Hun holder normalt til på den 27 februar, pånær i skudår, hvor hun rykkes til den 28.

Den 28. eller 29. hedder Øllegaard,  som ikke kan føres tilbage til en bestemt katolsk helgen. Det er ikke til at gætte, men det er faktisk et pigenavn. Formentlig en fordanskning af det tyske Hildegard eller i ældre tysk stavemåde Odelgart.

Det mærkelige forhold  med skuddagens manglende navn blev husket på avisens bagside i 2008,  hvor navnedagene i slutningen af februar holdt flyttedag til nye datoer. En meget årvågen læser gjorde denne morgen avisen opmærksom på fejlen, som man ellers må antage ville være passeret i største ubemærkethed.

Berlingske får sine vejroplysningerne og almanakken til bagsiden fra DMI, som har en fuldstændigt skudsikker forklaring på, hvordan det kunne gå så galt.

"Det er computeren, der har lavet en fejl i listerne," siger vagthavende meteorolog Lisbeth Nielsen.

"Den er nok ikke programmeret til at springe skuddag over, og jeg  må nok indrømme, at vi som meteorologer er mere orienterede mod at tjekke de vejrmæssige informationer," siger hun.

Logisk

Når skuddagen ligger på den 24. februar, er det fordi de gamle romere fandt det logisk at indføre skuddagen dagen efter den 23. februar,  som  i den romerske månekalender var den sidste dag i året.

Det var de gamle babylonere der indførte den første kalender. Månederne fulgte månen, og derfor kom kalenderen hurtigt ud af trit med årstiderne, så man måtte skyde en ekstra måned ind. Denne 13. måned menes at være årsagen til, at tallet 13 stadig opfattes som uheldigt. Skudmåneden var både svær at fatte og meget sjælden, Derfor måtte den mistænkes for at være uheldssvanger.

Romernes første kalender lod månederne følge månen, så de skød med mellemrum en skudmåned. ind. Julius Cæsar reformerede dog kalenderen efter græsk  indflydelse til at have længere måneder og en skuddag i stedet for en skudmåned.

Grækerne beregnede, at selvom man gik væk fra den rene månekalender, ville en kalender baseret på hele døgn uværgeligt komme ud af trit med solåret med en hel dag hvert fjerde år, uanset hvordan man indretter månederne. Og den viden brugte Cæsar til at gøre sin julianske kalender mere nøjagtig  med en skuddag hvert fjerde år.

I første omgang blev den 23. februar bare forlænget hvert fjerde år til at vare to døgn. Selvom et dobbeltdøgn var en mægtig anledning til fest, er det ret upraktisk, hvis man skal aftale at mødes. Og så opstod balladen med at flytte datoer og navne for resten af februar, som lige siden har plaget almanakken.

Jorden mangler dog i realiteten knap 20  minutter i at rotere nøjagtigt 365 en kvart omgang om sig selv på et solår, og i 1582 var den lille forskel akkumuleret til, at den julianske kalender var 10 døgn forskudt for årstiderne og solåret.
 
Pave Gregorius den 13. indførte derfor en ny kalender, den gregorianske, som stort set hele verden siden er gået over til.

De protestantiske lande var dog sene til at bøje sig for, at paven trods alt kunne have ret i det rent kalendermæssige, men Danmark var takket være utrætteligt lobbyarbejde fra astronomen Ole Rømer blandt de første reformerte nationer, som indførte den gregorianske kalender. Det skete i år 1700, hvor den julianske kalender i mellemtiden var kommet yderligere en dag ud af trit med årstiderne, så Danmark til stor skræk for befolkningen sprang hele 11 datoer over.

Når den 29. februar har det navn, som normalt falder på den 28. februar, giver det god mening, at mennesker født den 29. februar i tre ud af fire år holder fødselsdag den 28. februar og ikke den 1. marts.

Til gengæld har vi så et nyt problem hvert fjerde år med dem, der er født den 24. februar og derfor ikke har en navnedag. Men skikken med navnedage er næppe så fremherskende  i Danmark, at vi vil se en ny forening for "navnedagsramte" i stil med den så vidt vides humoristiske forening for skuddags-ramte. På engelsk kalder de sig "leapers" efter skudår, leap year, som samtidig er et ordspil på "leper" eller spedalsk