Nanorobotter kan operere os indefra

Nanomedicin vil gøre det muligt at sende lægemidler og maskiner ind i kroppen, hvor de kan udføre reparation og vedligehold direkte på cellerne.

Nanomedicin er som taget direkte ud af SciFi-filmen Den Fantastiske Rejse Fold sammen
Læs mere

Nanomedicin er som taget direkte ud af SciFi-filmen Den Fantastiske Rejse, hvor en knaldgul undervandsbåd og dens besætning skrumpes og sendes ind i en menneskekrop. Nanomedicin har færre psykedeliske farver og kropsnære buksedragter, men i de nærmeste år kommer sundhedsvæsenet på en tilsvarende ind-i-kroppen-oplevelse.

Computere er på få årtier skrumpet fra at fylde det meste af en dagligstue til, at samme regnekraft i dag kan foldes ind i et fødselsdagskort og spille Happy Birthday. Nanoteknologi er fortsættelsen af den udvikling.

Inden for medicinen vil det betyde, at nanomaskiner kan sendes ind i kroppen på os og udføre deres arbejde som bittesmå lægerobotter, der er programmeret til at finde frem til det syge sted, udføre behandlingen og endda skrive journalen ved at sende signal, om at behandlingen er lykkedes.

Nanomedicinen vil desuden spille en større eller mindre rolle i flere af de medicinske landvindinger, vi venter at se: Stamcelle­behandling, genterapi, telemedicin.

Kæmpegrafik: Sådan fungerer nanomedicin

Nanoteknologi er den brede betegnelse for at manipulere stoffer på atomart og molekylært niveau målrettet og direkte, som hvis man byggede med legoklodser.

»Meget af vores bedste medicin er udviklet ved, at man har hældt noget sammen og set, hvad der skete. Vi har en god viden om kemiske processer, men vi arbejdede i blinde. Det gør vi ikke længere,« siger professor Jørgen Kjems, vicedirektør ved det tværvidenskabelige iNano-center i Århus.

Når man kan designe med naturens egne byggematerialer, kan man f.eks. af DNA-strenge bygge et medicinskab, hvor der er plads til et enkelt molekyle. DNA-skabet er udstyret med en lås, der kun kan åbnes af syge celler, så indtil medicinen når sit mål, kan den flyde rundt i kroppen uden at blive nedbrudt og uden at skade raske celler.

»Vi kan undgå mange bivirkninger, og vi kan samtidig give en meget højere dosis af medicinen og dermed få en bedre effekt,« siger Jørgen Kjems.

Før sygdomme kan behandles, skal de opdages. Nanopartikler kan fungere som sporstoffer, der sætter sig på celler, de er forprogrammerede til at genkende og udsende signaler, der udefra kan opfanges og vise, hvor patienten har en kræftsvulst.

Reservedelsfremstilling

Skulle opdagelse og behandling slå fejl, sørger bl.a. nanomedicinen for, at vi fremover kan dyrke vores egne reservedele. Transplantationer med organer og legemsdele fra levende eller døde donorer vil blive erstattet af implantationer - ikke af plastic eller metal, men rigtigt menneskevæv dyrket fra bunden.

»Inden for 15 år kan vi lave en lever. Hjerter og nyrer er mere komplicerede, dem har vi senest om 30 år,« forudser Jørgen Kjems.

Nanomedicin kræver som hovedregel ikke et kompliceret apparatur at lave. Maskinerne samler typisk sig selv af meget enkle og billige råstoffer, og de er næsten gratis i drift.

Ulempen er, at vi endnu ikke kender risikoen for vores helbred eller omgivende miljø ved at give komplicerede egenskaber til partikler, der er så små, at de kan trænge ind overalt.

Der er desuden risiko for etiske glidebane-debatter, fordi der med enhver billig og relativt bivirkningsfri behandling følger fristelsen til ikke blot at lindre og helbrede, men forbedre kroppens funktioner.