Når Kinas coronatsunami er slut, vil hele verden være et nyt sted

Analyse: Om et par måneder vil de kinesiske megabølger af coronasmitte have lagt sig til ro. Kæmpebefolkningen vil have opnået en form for grundlæggende immunitet – ligesom resten af verden. Hvad betyder det for pandemien?

På sociale medier anvender kineserne ordet »tsunami« – haixiao – om den i vidt omfang fatale bølge af covid-19, der aktuelt overmander kæmpenationen.

Betegnelsen er passende. For efter Kinas opsigtsvækkende afskaffelse for en måned siden af landets strenge nultolerancepolitik over for corona er befolkningen i øjeblikket syge i et omfang, der nærmest trodser enhver beskrivelse.