Mobilrevolutionen begyndte i København

13 europæiske lande - med de nordiske i spidsen - skrev for 25 år siden i København den aftale under, som skabte det verdensomspændende mobilnet. Men Danmark udnyttede aldrig fordelen ved at være frontløber, beklager eksperterne.

De første mobiltelefoner var ikke særligt mobile, men havde oftest deres plads i bilen. På fotoet fra 1986 er telefonen dog kommet med ud i naturen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

27 sider. Så meget. Eller lidt, for de sidste 13 sider er underskrifter, fylder en af de nok vigtigste aftaler, som har været altafgørende for, hvordan vi kommunikerer sammen i dag.

Aftalen om en teknologi så mobiltelefonen kunne bruges over hele verden, runder netop i dag blot 25 år, og den blev til på et møde i København.

Her overtrumfede 13 europæiske lande dermed amerikanerne og stillede med et meget mere moderne system. Til gengæld høstede Danmark aldrig frugterne af at have været med helt forrest.

»Det var en milepæl, og den har været rygraden i al mobiltelefoni lige siden. Ellers var det ikke gået så hurtigt, og meget tænkeligt havde vi haft to-tre mobilstandarder i stedet: En europæisk, en amerikansk og en fjernøstlig/japansk/koreansk. Nu blev den europæiske standard verdensstandarden,« siger professor Knud Erik Skouby fra Aalborg Universitet.

Daværende generaldirektør for Post- og Telegrafvæsenet, Hans Würtzen, skrev under for Danmark på »Memorandum of Understanding« (MoU) 7. september 1987. De andre underskrifter kom fra Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Irland, Italien, Norge, Portugal, Storbritannien, Sverige og Tyskland. Spanien kom til tre dage efter.

GSM-nettet åbnede efter fem år

Det havde krævet fem års forhandlinger at nå så vidt, og allerede fem år efter indgåelsen af aftalen, i foråret 1992, blev GSM-nettet, som vi i dag betragter som »det almindelige mobilnet«, åbnet. I dag bruges GSM i 219 lande og territorier.

»I Danmark fik Tele Danmark og Sonofon licenserne til at åbne mobilnet, og i 1995-1996 begyndte det at blive almindeligt at have mobiltelefon. Der gik altså kun lidt mere end ti år, fra man udtænkte mobilnettet, til mobiltelefonen var et masseprodukt,« siger Knud Erik Skouby.

Daværende udviklings- og forretningsudviklingsdirektør i Tele Danmark fra 1987 til 2000, Ole Mørk Lauridsen, husker tydeligt, hvordan de nordiske lande havde revolutioneret mobilverdenen med et fælles mobilnet.

»Det var lidt tilfældigt, at aftalen blev underskrevet i København. Vi stod for tur i samarbejdet. De skandinaviske lande havde med det nordiske mobiltelefonnet, NMT, demonstreret, hvordan man får succes ved at være fælles om noget. De skandinaviske lande var de første i verden, der gjorde det muligt at tage sin mobiltelefon med over grænsen og bruge den dér. Det skabte dynamik, hvis priserne kom ned, og markedet var stort nok. NMT-nettet nåede helt op på 150.000 danske brugere, for jo flere telefoner man kan lave, desto billigere bliver de. Det havde de store lande slet ikke fattet,« forklarer han.

I Tyskland var en mobiltelefon ubetaleligt dyr.

Standardvittigheden i fagkredse handlede om den tyske direktør, som kørte i grøften med Mercedes, kone og to børn. Det første, han spurgte om på hospitalet, var: »Har min mobiltelefon overlevet?«

Umuligt for private at etablere et mobilnet

»Aftalen i København er historien om, at dygtige embedsmænd i Europa var besat af at lave noget ordentligt i stedet for at løbe med det hele selv. De meget store investeringer i udvikling og de første net kom fra de gamle telemonopoler, der havde den nødvendige, økonomiske kraft. Hvis det skulle have været et privat initiativ, var det aldrig nogen sinde blevet til noget. Virksomhederne var blevet smidt ud af bankerne, før de var kommet i gang,« siger Ole Mørk Lauridsen, som på laboratoriet i Taastrup midt mellem Roskilde og København typegodkendte den første GSM-mobiltelefon, en Motorola-model, i februar 1992.

Han er stadig imponeret over, at de gamle telemonopoler »fuldstændigt altruistisk - til fordel for almenvællet - brugte enorme ressourcer« med solid opbakning fra EU, der fik et virkeligt fælles projekt. Guleroden var, at telemonopolerne ville få den ene licens som tak for hjælpen.

Danmark tabte alt på gulvet

Den første, danske GSM-mast stod på Margretheholmen ved Holmen i København i slutningen af 1991, og så gik det stærkt. NMT-mobilmasterne kunne i vidt omfang bruges til det nye GSM-udstyr.

Samtidig startede et skandinavisk industrieventyr med den finske mobilgigant Nokia og den svenske mobil- og mobiludstyrsproducent Ericsson som de største. Tele Danmarks laboratorium i Taastrup stod på et tidspunkt for 60 procent af alle GSM-godkendelser i hele verden.

»Aftalen var med til at skabe fundamentet for at kunne få billig telefoni og data via trådløse teknologier. Den var en del af krigen mellem Europa og USA om, hvem der skulle sætte standarden. Den europæiske standard vandt, den amerikanske tabte. Derfor sidder store, europæiske firmaer som Ericsson, Alcatel og Nokia på kæmpe mængder af patenter, som giver dem en unik position i dag,« siger teleanalytiker John Strand, direktør i Strand Consult.

Danmark har dog mistet sin stærke mobilposition.

Virksomhed på virksomhed er lukket eller flyttet til udlandet.

»Det er et opråb om en dansk industripolitik. Det er trist, at Danmark har mistet så meget. Da Anders Fogh Rasmussen som statsminister lagde op til en globaliseringspolitik, blev han spurgt, om målet var at få et dansk Nokia. »Ja, eller gerne flere,« svarede han. Men vi fik ikke et dansk Nokia. Vi fik et kinesisk Nokia,« siger IT- og mobilinvestor Michael Moesgaard Andersen, adm. direktør for Andersen Advisory Group og medstifter af CBB Mobil, med henvisning til, at kineserne har overtaget væksten.

Det begræder også Ole Mørk Lauridsen:

»Danmark var gang på gang rigtigt tidligt fremme og gjorde det rigtigt godt. Men man har tabt alt på gulvet, fordi man ikke forstod, hvad vi stod i. Bl.a. Aalborg var et mekka i mobil udvikling. Nu er der kun rester tilbage af de forsknings- og udviklingslaboratorier, som vi skabte,« konstaterer han ærgerligt.