Mobilforbruget skæres ned på rejsen

Europæere begrænser både mobilsnakken, SMSerne og forbruget af internettjenester på mobiltelefoner, når de rejser til andre EU-lande. Det gør de for at undgå at betale for roaming.

Det sjældent snakken går over mobiltelefonen, når europæere rejser til andre EU-lande. De begrænser også brugen af internettjenester på mobilen for at undgå at skulle betale for roaming, lyder det i undersøgelse fra EU Kommissionen. Fold sammen
Læs mere

Når europæere er på rejse i udlandet, vælger de at begrænse deres brug af internet på mobilen for at undgå at få en ekstraregning for den såkaldte »roaming« - eller udlandstaksterne for at bruge mobilen i andre lande.

Ifølge en ny undersøgelse fra EU Kommissionen foretaget blandt 28.000 borgere i EU-lande, vælger 94 procent af begrænse deres forbrug af internettjenester som eksempelvis det sociale netværk Facebook på grund af roaming.

47 procent svarer, at de aldrig bruger mobilt internet i et andet EU-land, kun en ud af ti anvender mobile til at sende e-mails på samme måde, som de gør, når de er hjemme i eget land, mens mere end en fjerdedel svarer, at de slukker mobiltelefonen, når de rejser i EU, skriver EU Kommissionen.

Her lyder det fra EU-kommissær Neelie Kroes, som er ansvarlig for den digitale dagsorden, at hun er chokeret over tallene:

»Jeg er ærlig talt chokeret over tallene. De viser, at vi er nødt til at få gjort arbejdet færdigt med at få elimineret roamingtaksterne. At forbrugerne begrænser deres mobilforbrug så ekstremt giver heller ikke mening for virksomhederne,« lyder det fra Neelie Kroes i en meddelelse fra EU Kommissionen.

Heri fremgår det, at de personer, som rejser ofte, er tilbøjelige til at slå roaming fra på deres mobiltelefoner, end andre rejsende, blandt andet fordi de ifølge EU Kommissionen ofte er bedre informeret om roamingtaksterne.

Overordnet for alle landene svarer 28 procent af respondenterne, at de slukker mobiltelefonen, når de rejser til andre EU-lande, 25 procent svarer, at de slår roaming fra, mens 16 procent svarer, at de bruger offentlige eller private internetadgang på rejserne.

Isoleret for danskere svarer 21 procent, at de slukker mobilen, når de rejser til et andet land, 20 procent slår roaming fra, mens 29 procent bruger offentlig eller private internetforbindelser, der er tilgængelige for dem i det land, de rejser til.

Samlet for alle respondenter i undersøgelsen er det 33 procent, som aldrig foretager opkald, når de er på rejser i et andet EU-land, mens ni procent svarer, at de foretager lige så mange opkald på rejsen som derhjemme. Blandt de danske respondenter svarer 16 procent, at de aldrig ringer fra mobilen, når de er på rejser i et andet EU-land, mens ti procent ringer lige så meget der, som de gør i Danmark. Til sammenligning svarer 20 procent af EU-borgerne, at de sender lige så mange SMSer, mens de rejser i et andet EU-land, som de gør hjemme, mens 26 procent aldrig sender SMSer, når de er på rejse i et andet EU-land. Blandt de danske respondenter gælder det for ni procent, mens 27 procent SMSer lige så meget på rejsen, som de gør i Danmark.

Når det gælder brug af internettjenester på mobile enheder hos de europæere, som har adgang til internet mobilt via deres mobilabonnement, svarer næsten halvdelen, eller 47 procent, at de aldrig sender e-mails fra mobiltelefonen, når de rejser i andre EU-lande, mens ni procent gør det lige så meget på rejsen, som de gør det i deres hjemland. Blandt danskerne er det 29 procent, som ikke mailer fra mobilen, mens 13 procent bruger mobilen lige så meget til at sende e-mail i et andet EU-land, som de gør det i Danmark.

Samlet svarer 61 procent af europæerne, at de ikke anvender sociale medier på mobilen, når de rejser i et andet EU-land, mens syv procent bruger sociale medier lige så meget mobilt her, som de gør det i deres eget land. Blandt de danske respondenter er det 42 procent, som aldrig bruger sociale medier mobilt, når de rejser i et andet EU-land, mens 13 procent gør det lige så meget på rejsen, som de gør det i Danmark.

Maksimumspriserne for at bruge telefonen i andre EU-lande er flere gange blevet tvangssænket - seneste 1. juli 2013, hvor det for danskere på ferie i EU-lande betød, at det kom til at koste maksimalt 2,24 kroner pr. påbegyndt minut at ringe op - 54 øre mindre end hidtil, mens det kom til at koste ti øre mindre end hidtil at blive ringet op, nemlig 0,65 kroner pr. påbegyndt minut. Maksimumsprisen for at sende en SMS blev reguleret til 0,75 kroner - ni øre mindre end hidtil.

Generelt er det dataforbruget, som er den store udgift, når man eksempelvis går på nettet fra mobiltelefonen eller tavlecomputeren. Priserne for dataforbruget blev samtidig sænket til 4,19 kroner pr. megabyte data mod en hidtil maksimumspris på 6,52 kroner.

Som tidligere beskrevet her på B.dk er der flere greb, der kan tages for at sænke risikoen for at få en ekstra regning på rejsen til et andet EU-land.

Eksempelvis er det en god ide at slå telefonsvareren fra, fordi det ellers koster penge, hver gang nogen ringer til den, og hver gang man skal aflytte telefonsvareren. Derudover kan man slå funktionen med dataroaming fra på telefonen, som mange europæere ifølge undersøgelsen fra EU Kommissionen allerede gør. Ved at slå den fra undgår man eksempelvis, at mange af de apps, man har installeret på telefonen, ligger og opdaterer sig i baggrunden på telefonen eller henter aktuel post. Derudover kan man koble sig på lokale trådløse net, enten gratis eller mod betaling. Dermed bruger telefonen ikke roaming men kun den trådløse forbindelse.

Læs flere gode råd om brug af mobile enheder på rejsen her.