Microsofts mobilmarked skrumper fortsat

Trods ny software, masser af reklamekroner og en storladen aftale med Nokia, skrumper Microsofts mobilmarkedsandel stadig.

Foto: ROBYN BECK
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det går den forkerte vej for den tidligere mobil-gigant, Microsoft, der sidste år lancerede det mobilsoftware, som skulle redde virksomhedens markedsandel i et smartphone-marked, der mere og mere tilhører Apple og Google.

Selv om Microsoft med meget store armbevægelser lancerede det helt relancerede og dramatisk anderledes Windows Phone 7 sidste år, fortsætter selskabets markedsandele med at falde.

Det skriver Microsoft-bloggen Seattle Pi, som har kigget nærmere på tal fra analysevirksomheden ComScore.

Selv om Windows Phone 7 nu har været på markedet i fire måneder, er selskabets markedsandel i USA i samme periode faldet fra 9,7 procent til nu kun 8,0 procent.

USA går ellers for at være det marked, hvor Microsoft står stærkest på mobilerne.

Selskabets CEO, Steve Ballmer erklærede sidste år, at Microsoft var kommet en hel generation bagud i forhold til netop Apple og Google. Løsningen skulle netop hedde Windows Phone 7 - og det flot designede og yderst ambitiøse mobilprojekt blev i oktober lanceret med en række af verdens største mobilproducenter som partnere - blandt andre LG, Samsung og HTC.

Windows-mobilerne er dog forsat svære at opdrive i mindre sprogområder som fx Danmark, fordi Microsoft-systemet kun taler verdens store hovedsprog, og altså ikke dansk. De leveres sågar uden danske bogstaver på tastaturet og uden dansk ordbog. Det rettes der først op på til efteråret.

Microsoft indgik for få uger siden en stærkt omtalt aftale med finske Nokia, der indebærer at Nokia dropper sit gamle Symbian-system og sit nyudviklede Meego-system som primær smartphone-platform, og i stedet satser på Windows Phone 7. Den første Windows-mobil fra Nokia kommer måske på markedet i år.

Den beslutning sendte værdien Nokia-aktien lodret ned, og kursen har fortsat ikke rettet sig.

I USA fortsætter Googles Android-system med at tordne frem. Android har nu 31,2 procent af markedet, mod 23,5 procent i oktober. Apple vinder en smule og går fra 24,6 procent til 24,7 procent.