Microsofts lille baby består med glans

Softwarevirksomheden prøver benhårdt at skabe en ny computerkategori, der skal lægge sig mellem tavlecomputeren og den lille bærbare. Surface-maskinen er selskabets egen avl - og selv om den ikke rammer helt plet, tager vi hatten af for et flot første forsøg.

Den er ret kulørt - men vi testede dog bare en sort. Fold sammen
Læs mere
Foto: DAVID MCNEW
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Her på redaktionen har vi i nogle dage haft en Surface fra Microsoft stående, og forbipasserende kollegaer har reageret svært positivt på dyret, der næsten har vakt lige så meget begejstring som da vi havde fat i en iPad Mini.

Selv denne journalists kæreste har forespurgt på prisen - for Surface er, som hun siger, perfekt til en (endnu ikke lockoutet) skolelærer, der har brug for lidt, men ikke for meget, computer, man kan bruge til at skrive lidt på under møder og lignende, men som ikke må fylde alverden.

Begejstringen har en grund. Microsofts Surface er virkelig en lækker sag - kvaliteten er på højde med det mest labre grej på markedet, og maskinen opfylder fint en række behov, der før blev løst af langt dyrere maskiner (i mit tilfælde en Macbook Air). Og så er det faktisk ikke helt dumt, at maskinen både kan være en lille fiks bærbar og en tavlecomputer.

Lidt mislyde

Surface blev lanceret i sommer og det var ganske overraskende fordi Microsoft ikke selv har for vane at give den som computerproducent, hvis man lige ser bort fra spilkonsollen Xbox. Lanceringen gav lidt mislyde hos nogle af Microsofts partnere, der nu skal konkurrere med en stærkt omtalt sag, der tilmed er født med et meget stort markedsføringsbudget i ryggen.

At maskinen overhovedet eksisterer, er et billede på, hvor vigtigt Windows 8 er for Microsoft. Det nye og meget særegne system er nøglen til Microsofts fremtid - flopper det, har selskabet problemer. Softwaregiganten sov over sig, da Apple skød smartphone-kapløbet i gang med den første iPhone, og Microsoft fik først med Windows 8 - der blev lanceret i oktober sidste år - et produkt, der havde pondus til at udfordre Apples iPad på tavlecomputermarkedet.

De foreløbige meldinger har dog været blandede for Windows 8, der lider under at PC-salget går sløvt. Og trods masser af anmelderroser, har mobil-søsteren Windows Phone 8 også fortsat sit store kommercielle gennembrud til gode, omend det går bedre end tidligere.

Brug for succes

Microsoft har derfor brug for al den succes, som selskabet kan få, og Surface er således et ekstra skud benzin i tanken hos den amerikanske gigant - og Microsoft har ladet forstå, at Surface ikke bliver den sidste maskine fra egen fabrik. Og godt for det - for maskiner i Surfaces kaliber, vil vi meget gerne se mere til.

Maskinen kommer i to udgaver, og vi har haft den lille udgave til test. Den er kendetegnet ved været drevet af det skrabede Windows RT - en særlig tavlecomputerudgave af Windows 8, hvor man er begrænset af, at kun de apps, der er skabt til Windows 8, virker.

I den store udgave af systemet ligger der et Windows 7-lignende miljø bag det nye Windows 8-udseende, og når man forsøger at starte et program, der ikke er skabt til de særpræg, Windows 8 har, hopper systemet helt automatisk om i det 'gamle' miljø, der er fuldt funktionelt.

Det er det ikke på Windows RT - her får man bare en besked om, at programmet ikke virker på den version af Windows.

Denne journalist er meget glad for Windows 8s brugergrænseflade, og har for første gang overvejet, om mit ellers tro forhold til Macbook Air trænger til lidt utroskab med det labre, farvestrålende Windows 8. Og Surface kunne være et godt bud på en Windows-computer, jeg har lyst til at betale for.

iPad-agtig dims

Selve Surfacecomputeren er faktisk en stor iPad-agtig tingest, hvor skærmen er 10,6 tommer (større end iPad), og som er udstyret med alt det vanlige lir i form af kamera, gyroskop, lyssesensorer og alt det andet, der er standard i dag. Men mens tavlecomputere over en bred kam efterhånden er stort set ens, skiller Surface sig lidt ud.

Man kan nemlig montere et tastetur i bunden af maskinen, og derefter vippe en klap ud på bagsiden - og vimbus vambus: ens tavlecomputer er omdannet til en vaskeægte minibærbar, omend en lidt skrabet en af slagsen.

Skærmen er selvfølgelig trykfølsom og bliver ved med at være det, selv om man clipser tasteturet på - og man vænner sig hurtigt til at kunne trække 'charms' og menuer ind fra siderne, sådan som man nu engang gør i Windows 8. Når man betjener sin PC via pølsefingre, bliver skærmen utrolig fedtet - men det må man leve med

Jeg har brugt Surface som min primære maskine derhjemme i en uges tid, og det har været rigtig fint. Testen var dog ikke helhjertet, for al min musik, billeder og dokumenter har ligget på min gamle Mac - og dermed har jeg ikke udfordret Surfaces begrænsede lagerplads. Min maskine rummede 32 GB, men en meget stor andel var blevet ædt af systemet.

Sælsomme fejl

Maskinen er dog ikke fejlfri, og enkelte af fejlene er åbenlyst tåbelige. Eksempelvis kan Surface ikke lades op med almindelig USB, sådan som stort set alle andre gadgets kan. Den kræver en særlig oplader - og det er virkelig sløjt. Et andet problem er, at klappen bagpå ikke giver maskinen nok vinkel til at den er behagelig at arbejde med, når man bruger den som bærbar PC.

Det er en ganske løjerlig ulempe, som nogen i designfasen burde have tænkt over, og som forhåbentlig bliver rettet i kommende udgaver af maskinen.

Surface har i USA fået klø for at hænge lidt, når man åbner programmer og klikker rundt. Det gjorde min også, men det har nu ikke genereret mig. Surface er en maskine, der appelerer til arbejde og internet-brug, men ikke til tunge sager som billedbehandling og spil, omend den sikkert er fin til sidstnævnte.

Til gengæld har jeg nydt, at Windows 8 giver mulighed for multibruger, så jeg ikke behøver være bange for, at min datter på fem år får pillet rundt i mine mails og laver andre ulykker. Det er en fordel, som iPad ikke har.

Maskinen holder en del bedre på batteriet end en standard bærbar - og det trækker absolut op. Besynderligt nok har jeg helt naturligt valgt at bruge maskinen som en bærbar - men det er ikke rigtig faldet mig ind at bruge den som tavlecomputer. Måske er jeg atypisk, men jeg har en fornemmelse af, at den rene tavlecomputer måske har færre anvendelser end først antaget. Til arbejdsbrug vil jeg altid foretrække en lille bærbar - til tavlecomputerbrug er min smartphone alt rigeligt.

Laber sag

Det ændrer dog ikke på, at Surface er et ekstremt lækkert produkt, hvor kun få ting trækker fra i den samlede brugeroplevelse. Maskinens mangler er det ene minus - det andet er, at Windows 8-brugergrænsefladen endnu savner dedikerede apps. Og så lykkedes det mig i øvrigt aldrig at synkronisere kalender og kontakter med Gmail og Google Calendar, som vi bruger her på Berlingske.

Surface er allerede nu værd at overveje - men maskinen tegner især lovende for fremtidige tilsvarende produkter fra Microsofts egen stald. Især bliver Surface fed, når der i de kommende måneder og år kommer godt gang i app-udviklingen til Windows 8. Foreløbig tager vi hatten af og giver fire stjerner til dyret, der er en rigtig flot debut for Microsoft.