Microsoft-mobiler går i baglås

Den første opdatering af Microsofts nye mobilsoftware skulle rette fejl - men har nu vist sig selv at indeholde fejl.

Foto: RICK WILKING
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

"RESTORATION ERROR. An error prevented the restoration of your phone to its previous version."

Sådan lyder den besked, som ejerne af telefoner, der kører Windows Phone 7, i disse dage får på deres skærm, når de forsøger at opdatere telefonerne med den seneste software fra Microsoft.

Herefter er telefonerne angiveligt døde.

Ifølge flere rapporter fra Windows Phone 7-ejere på nettet har fejlen ramt ejerne af Samsungs Windows-flagskib, Omnia 7, når de takkede ja til telefonens automatiske tilbud om at opdatere sig selv.

Opdateringen har ellers til formål blandt andet at forbedre visse ting i den første version af softwaren, men har altså nu vist sig at være en fejl i sig selv.

Ifølge nyhedstjenesten CNET, har Microsoft nu erklæret, at 90 procent af Samsung-ejerne har opdateret deres telefoner uden problemer, og Microsoft har nu identificeret kilden til problemet, siger selskabet selv.

Der findes ingen officielle salgstal for Windows Phone 7-telefonerne, men ved årsskiftet var der blot solgt knap to millioner Windows Phone 7-systemer fra Microsoft. Det vides dog ikke, hvor mange af disse, som var endt med et faktisk salg til en forbruger i en butik.

Windows Phone 7 er ifølge Microsoft selv selskabets comeback i en mobil-verden, hvor selskabet ifølge CEO Steve Ballmer er kommet voldsomt bagud. Systemet er ifølge Microsoft programmeret fra bunden og er altså ikke blot en opdatering af det tidligere Microsoft Mobile 6-system.

Derfor findes Windows Phone 7 heller ikke på dansk eller med dansk stavekontrol og bogstaver før engang til efteråret - et år efter, at mobilerne blev lanceret.

Senest har mobilgiganten Nokia indgået et opsigtsvækkende samarbejde med Microsoft, hvor Windows Phone 7 i fremtiden - det vil sige tidligst fra 2012 - bliver selskabets primære smartphone-platform. Dermed dropper Nokia i praksis sit eget Symbian-system, der ellers for nyligt er relanceret i flagskibsmodellerne N8, C7 og E7.