Microsoft klar med telefon til 140 kroner

Ny Nokia 130 har ingen internetadgang men kan afspille film i 16 timer, før batteriet skal lades op.

Der er bestemt noget retro over den nye Nokia 130-telefon, som Microsoft præsenterede mandag. Den koster kun 140 kroner men kommer næppe til Danmark. Foto: Nokia/Microsoft Fold sammen
Læs mere

Næppe har softwaregiganten Microsoft overtaget finske Nokias mobilproduktion og straks kvalt den nye serie af Android-telefoner, Nokia X, før amerikanerne nu foretager en storsatsning på superbillige telefoner med en ny Nokia 130-telefon til blot 142 kroner.

Nokia 130, som har en farveskærm på blot 1,8 tommer og altså er på størrelse med de »gammeldags« lommetelefoner, blev lanceret mandag og vil koste 19 euro. Den går dermed målrettet efter at få fat i dem, der ikke er til smartphonetelefoner eller bare har brug for en ekstra telefon uden særligt avancerede funktioner. Den kan derfor heller ikke gå på Internet men må nøjes med GSM-nettet, som udelukkende er til tale.

Ikke tiltænkt Danmark

Den kommer ude i butikkerne i løbet af indeværende kvartal, altså senest om en måned, og fåes i rød, sort og hvid. Nokias netsted henviser dog kun til de baltiske lande, Polen og Spanien som kommende salgssteder, ikke Norden.

Nokia 130 har indbygget MP3-afspiller og FM-radio. Den kan afspille film fra et mikro-SD-kort. Batteriet vil kunne holde til 16 timers film, lover Microsoft. Hvis man i stedet lytter til musik, klarer batteriet 46 timer.

Der er modeller til både et og to SIM-kort.

Vægten er beskedne 68,6 gram, og Nokia 130 har Bluetooth 3.0, så man trådløst kan overføre f.eks. billeder, hvis man ikke vil bruge den tilsluttende USB-ledning til en computer. Telefonen kan ikke kobles på trådløst net.

Tastaturet er af den velkendte slags med rigtige taster og ikke blot aftegninger på en trykfølsom skærm.

Softwaren er Nokias Serie 30.

Slut med Android i Microsoft

Microsoft, som i foråret overtog Nokias mobilproduktion, meddelte i sommerferien, at 18.000 stillinger skal skæres bort i koncernen, heriblandt 1.100 stillinger i Finland. Samtidig blev halsen drejet rundt på Nokias nye X-serie af Android-telefoner, som blev lanceret i februar på Mobile World Congress, verdens største mobilmesse, i Barcelona i Spanien.

Det var ellers meningen, at X-telefonerne, som kører en særlige Microsoft-udgave af Android med indbygget adgang til Microsoft- og Nokia-butikker snarere end Googles Play-butik, skulle få fat i flere mobilbrugere, som måske gerne vil prøve en Microsoft-/Nokia-telefon uden at ville betale de helt store summer for Lumia-serien, som kører med Windows som styresystem.