Microsoft gør Windows gratis på mobilt udstyr

Windows Phone opdateres og bliver gratis på telefoner og mindre tavle-PCer. En personlig assistent er på vej, og startmenuen i Windows er også på vej tilbage.

Startmenuen vender tilbage til Windows 8 - om end der ikke er sat tidspunkt på endnu. Microsoft arbejder ihærdigt på mange fronter for at få flere tilfredse kunder. Foto: Microsoft Fold sammen
Læs mere

Microsofts styresystem Windows bliver nu gratis på smartphonetelefoner og tavlecomputere på under ni tommer i et forsøg på at erobre tiltrængte markedsandele fra især konkurrenten Googles Android. Samtidig kommer startmenuen nu tilbage i Windows til PCer, og Windows-telefoner får deres egen assistent, Cortana, så man kan give talekommandoer til telefonen - en direkte konkurrent til Apples Siri.

I dag skal producenter af mobilt udstyr, som ønsker at bruge enten Windows eller mobiludgaven Windows Phone, betale mellem 5 og 15 dollars (op til 82 kroner) for at lægge Windows på »fra fabrikken«. Prisen lægges oven i produktionsomkostningerne, når en køber vælger Windows-udstyr. Google Android kan derimod bruges gratis, og det har været medvirkende til at give Android solide markedsandele.

Et opgør med Bill Gates

I dag kommer over 80 procent af alle smartphonetelefoner med Android som styresystem, mens omkring 13 procent bruger Apples iOS. Windows ligger på en beskeden tredjeplads med tre-fire procent. På tavle-PC-markedet er Windows helt nede på to procent, viser tal fra analysehuset Gartner.

Nyheden om den gratis Windows til mindre telefoner og tavle-PCer - men ikke til virksomheder - kom på Microsofts udviklerkonference Build, som holdes i disse dage i San Francisco på den amerikanske vestkyst. Den er et opgør med Microsoft-stifter Bill Gates' ide om, at man betaler for software.

Windows er fortsat - sammen med Office-kontorpakken - Microsofts væsentligste indtægtskilde. Men det er på traditionelle PCer, hvor salget går tilbage. Derfor har Microsoft hårdt brug for at få fat på mobilt udstyr. Telefoner og tavle-PCer bliver nemlig et stadig vigtigere redskab for mange i dagligdagen, og her vil Microsoft ind med sine nettjenester som telefoniprogrammet Skype, Office-kontorpakken i en netbaseret udgave og lagertjenesten Onedrive (tidligere Skydrive).

Digital assistent hedder Cortana

I sidste uge præsenterede Microsofts nye topchef, Satya Nadella, Office til iPad, hvilket ifølge analytikere skulle være et lovende marked. Office til iPad er gratis, hvis man blot vil kunne åbne og se Word-, Excel- og Powerpoint-dokumenter men kræver abonnement på Office 365, hvis man vil kunne redigere og oprette nye.

Microsoft giver, sammen med den gratis Windows, et års gratis abonnement til Office 365, så man kan bruge Word, Excel og Powerpoint på sit udstyr. Office, som hidtil har været et købeprogram, er blevet lagt om, så man nu betaler årsabonnement i stedet.

Den digitale assistent Cortana kan tage imod talte instrukser, hvis man f.eks. vil søge på nettet, sætte påmindelser op eller ringe nogen op. Cortana er opkaldt efter en figur i spillet Halo, og det er Microsofts egen søgemaskine, Bing, der leverer søgeresultaterne. Cortana erstatter søgefunktionen i Windows Phone. Cortana er dog endnu ikke færdig, og der vil formodentlig gå lang tid, før - hvis overhovedet - Cortana er i stand til at kunne forstå kommandoer på dansk.

Ny Windows Phone 8.1 og startmenu tilbage

En ny udgave af Microsofts mobilsoftware, Windows Phone 8.1, kommer inden for de nærmeste måneder til alle, der allerede har en Windows-telefon, mens nye telefoner, som er født med Windows Phone 8.1, vil være klar sidst i april eller i begyndelsen af maj. En af nyskabelserne bliver et panel med de mest benyttede funktioner (slå trådløst net til/fra, slå Bluetooth til/fra, flytilstand m.m.), som kan trækkes ned fra toppen af skærmen - altså ganske som det kendes fra konkurrerende styresystemer.

Allerede 8. april kommer dog opdateringen til Windows 8.1. Den hedder Windows 8.1 Update og fortsætter med at komme kritikken af styresystemet i møde. Som Berlingske tidligere har beskrevet, kan applikationer nu vises på proceslinien i bunden af skærmen, som om de var »rigtige« Windows-programmer, og applikationer får nu knapper i toppen, så man kan minimere og lukke dem derfra.

Derimod bliver det ikke lige nu, at startmenuen kommer tilbage - men dem kommer, lover Microsoft. Det bliver i en fremtidig opdatering, som der endnu ikke er sat tid på. Den manglende startmenu har været et af de hårdeste kritikpunkter mod Microsoft, siden Windows 8 blev lanceret i oktober 2012. Siden har Microsoft genindført Start-ikonet, dog uden de funktioner, som Windows-brugere siden Windows 95 har været vant til at finde i startmenuen.