Microsoft gør flere Office-funktioner gratis på iPad

Nu kan man også redigere og oprette nye dokumenter i Office-applikationen uden abonnement, og den virker også på iPhone, mens en Android-udgave er på vej.

iPad-brugere får nu mulighed for også at redigere Word-, Excel- og PowerPoint-dokumenter og selv oprette nye, uden at der skal betales abonnement. Her et Word-dokument. Foto: Microsoft Fold sammen
Læs mere

Microsoft fortsætter indtoget på nye områder og gør det nu gratis at oprette og redigere dokumenter i iPad-udgaven af sin Office-kontorpakke, så man ikke er nødt til at betale abonnement. Nu kommer Office-pakken også til brug på iPhone-telefoner.

Siden Satya Nadella i januar i år afløste Steve Ballmer som topchef for Microsoft, har verdens største softwareselskab lagt strategien markant om og går nu målrettet efter at erobre nye markeder.

Også klar til iPhone - og Android på vej

Et af dem var at få Office-pakken ind i Apple-verdenen. Nu skal der flere kunder på, så de ikke smutter til andre billigere eller sågar gratis alternativer. Allerede i februar blev Office gjort tilgængelig på iPad gennem en gratis applikation, hvor man kunne åbne og se - men hverken redigere eller oprette - dokumenter i tekstbehandlingsprogrammet Word, regnearket Excel og præsentationsprogrammet PowerPoint. Det kostede derimod syv dollars om måneden, hvis man ville kunne redigere eller oprette nye dokumenter.

Det er nu gratis, og samtidig kommer Office-pakken for første gang til iPhone-telefoner, ligesom Microsoft er ved at teste tilsvarende applikationer på Android-udstyr. Disse forventes klar i begyndelsen af 2015, og her kan man også både redigere dokumenter og oprette nye, ligesom Microsofts aftale med Dropbox tidligere i denne uge betyder, at man vil kunne bruge Dropbox som netlagerplads direkte fra Office-applikationen.

Dog kræver det fortsat et Office 365-abonnement, hvis man vil have ubegrænset lagerplads i Microsofts eget OneDrive og avanceret kunne redigere filer.

Windows 10 til foråret

I forvejen gør Microsoft klar til lanceringen, også i begyndelsen af 2015, af sit opdaterede styresystem, Windows 10. Det henter mange af de savnede og stærkt efterspurgte funktioner fra tidligere Windows-udgaver tilbage og vil samtidig arbejde tættere sammen med telefoner og tavle-PCer, der også bruger Windows.

Og her ventes Office-applikationen også at få en betragtelig overhaling og blive gjort langt bedre at kunne betjene på trykfølsomme skærme.

Ifølge Microsoft bruges Office i dag af flere end en milliard mennesker. Office til iPad er blevet hentet flere end 40 millioner gange, og Office 365 Home og Office 365 Personal har i dag flere end 7,1 millioner abonnenter.