Mere idræt i folkeskolen

Landets folkeskoleelever skal dyrke meget mere idræt, mener de Konservative. Partiet vil den stadig mere udbredte fedme blandt børn til livs, og derfor skal alle elever have tre idrætstimer om ugen på alle klassetrin. Politisk flertal bakker op.

De Konservatives sundhedsordfører vil gøre op med fedmeproblemet blandt unge ved at sikre, at skoleeleverne bevæger sig noget mere.<br>Foto: Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere

De Konservative vil flytte eleverne i folkeskolen væk fra computerskærmen og hen til ribben i gymnastiksalen. Fedme er blevet så stort et problem blandt børn og unge, at partiet nu går på banen med et krav om at øge antallet af idrætstimer i folkeskolen.

Hvor eleverne i dag har gennemsnitlig godt to timer om ugen fordelt over de ni års skolegang, skal der nu være tre obligatoriske idrætstimer på alle klassetrin fra 1. til 9. klasse.

»Børn og unge sidder alt for meget stille i dag. Vi vil gøre op med fedmeproblemet ved at sikre, at skoleeleverne bevæger sig noget mere. Motion er afgørende for en sund livsstil, og motionsvanerne skal helst grundlægges allerede i barndommen,« siger den konservative sundhedsordfører Helle Sjelle om forslaget, som er det mest markante i en ny konservativ plan for sygdomsforebyggelse.

Et politisk flertal bestående af Socialdemokraterne, DF og de Radikale bakker op om tre idrætstimer.

»Det er vi meget positive over for, for vi har selv foreslået flere idrætstimer ved sidste finanslov,« siger uddannelsesordfører Christine Antorini (S), mens uddannelsesordfører Martin Henriksen (DF) foreslår, at man samtidig laver tværfaglige forløb mellem fagene svømning og idræt.

DF vil presse Bertel
Derimod er Venstres undervisningsminister Bertel Haarder lidt mere forsigtig med at erklære sin fulde støtte til flere idrætstimer.

»Ekstra timer vil jeg meget gerne være med til, hvis de Konservative kan skaffe pengene. Det er meget dyrt,« siger Bertel Haarder.

Om den ekstra idrætstime skal findes ved at sløjfe en time i et andet fag, eller om skoleskemaet skal udvides med en time, har Konservative ikke lagt sig fast på. Men pengene skal vi nok finde, lyder det fra Helle Sjelle:

»Vi er interesseret i at smide mange penge efter det her. For hvis ikke vi gør noget, så bliver det endnu dyrere. Mange af de sygdomme, vi ser i dag, skyldes, at mange er inaktive, og det koster vores sundhedsvæsen meget store beløb.«

DF lover endda, at de godt vil hjælpe de Konservative med at presse Bertel Haarder og Venstre, hvis der skulle blive problemer med at få forslaget igennem i regeringen.

»Hvis de Konservative har brug for hjælp til at give nogle venlige skub til den kære minister, så vil vi gerne være behjælpelig med det. De Konservative og Dansk Folkeparti kan også være fælles om noget engang imellem,« siger Martin Henriksen.

Forslaget får også meget ros fra Danmarks Lærerforening, hvor formand Anders Bondo Christensen nævner, at man i Ballerup Kommune har haft positive erfaringer med at fordoble timetallet i idræt.

»Det forsøg viste, at når eleverne bevæger sig mere, har de også bedre indlæringsevner i andre fag som for eksempel dansk,« siger Anders Bondo Christensen.

Også formanden for Danmarks Idrætslærerforening, Jytte Thormann, jubler over udsigten til mere idræt.

»Bliver eleverne vænnet til, at idræt er en mere naturlig del af deres hverdag, så vil de også være mere motiverede for at dyrke idræt, når de går ud af skolen efter 9.klasse,« siger hun.

Ifølge Jytte Thorman har Norge og Sverige lige som Danmark to ugentlige idrætstimer i folkeskolen, mens Island og Finland har endnu mere fokus på idræt og sundhed i skolen.

Årskarakter i idræt
De konservative foreslår også, at eleverne i 7.-9 klasse skal have årskarakter i idræt.

»Det er nødvendigt, at eleverne tager idrætstimerne mere alvorligt end i dag,« siger Helle Sjelle: »Når de får karakter i et fag, så giver de det også ekstra opmærksomhed.«

Samtidig lægger den konservative forebyggelsesplan op til, at idrætslærerne også skal undervise eleverne i sund kost.

Endelig vil partiet gøre idræt til en obligatorisk del af tilbuddene i landets skolefritidsordninger.

De Konservative ser gerne, at der bliver taget hul på de politiske forhandlinger om flere idrætstimer i folkeskolen allerede efter sommerferien.