Mennesket ud af maskinen

Videnskabet: Skoven dufter vi via et efterårsbillede på en statusopdatering på Facebook. Byen oplever vi med en vandring på Google Street View. Glemmer vi at sanse midt i vores teknologibegejstring?

Supercomputeren HAL 9000 i Stanley Kubricks og Arthur C. Clarkes klassiker »Rumrejsen år 2001« er skrækbilledet på menneskets blinde tro på maskinen som svaret på alle spørgsmål. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Videnskabsjournalist

Sangeren og sangskriveren Allan Olsen udtrykte det med kirurgisk præcision, da han selve juleaften sagde følgende til Berlingske:

»Fra fem kilometers højde kan man se ud over vort landkort. Det er en utrolig oplevelse, og kun fem procent af verdens befolkning kommer til at prøve at flyve. Jeg får tit lyst til at give sådan en erhvervsmand en spids albue i siden og sige: »Se, det er Roskilde dernede«, når de sidder der og glor i avisen med hele verden neden for vinduet. Men deres liv er blevet det rigtige liv. Hvor man undlader at sanse og i stedet søger information.«

Den lader vi lige stå et øjeblik:Hvor man undlader at sanse og i stedet søger information.

Er det ikke lige netop det, vi i stigende grad er i færd med her i vores teknologibegejstrede nutid – at undlade at sanse? Skoven dufter vi via et efterårsbillede på en statusopdatering på Facebook. Byen oplever vi med en vandring på Google Street View. Og børnefødselsdagen opleves gennem smartphonens kamera.

Selvsamme dag, som Berlingske bragte interviewet med Allan Olsen, kunne man andetsteds i avisen læse at »internettet styrker vores hjerner«. Det var vist noget med, at internettet og dertilhørende sociale medier skulle være i stand til at forbedre vores hukommelse og sociale intelligens.

Der er ingen tvivl om, at både computeren og internettet på mange måder har været gaver til menneskeheden.

Milliarder af udregninger og søgninger kan foretages på en brøkdel af et sekund. Overalt får mennesker med et par klik adgang til nærmest uendelige mængder information, ligesom nettet har udvidet menneskers ytringsfrihed og formentlig også demokratiske indflydelse radikalt.

Vi skal bare passe på med ikke at vildlede os selv og begynde at tro, at skærmen er selveste sandheden, virkeligheden og den eneste vej til nye indsigter.

Reklamer og teknologibegejstrede artikler forfører os med lokkende budskaber om, at nye tablets og smartphones er de rene velsignelser og kan meget mere end de gamle – det vil sige halvandet år gamle modeller.

Men der er altså ingen, der får lov at bilde mig ind, at en ny iPad gør mig til et bedre, lykkeligere eller klogere menneske. Et langt stykke hen ad vejen er vi bare ofre for en umådeligt velhavende industri, der lever af at skabe behov, som vi i vidt omfang slet ikke har.

Der findes således mig bekendt ingen dokumentation for, at iPads eller andre tablets i undervisningen gør skolebørn til bedre elever. Men de bliver sandsynligvis lykkeligere. Kortvarigt i hvert fald.

Noget andet er, at vores og især unge menneskers paratviden er på retur. Mantraet er, at det kan være lige meget med regnetabellerne, de historiske årstal eller nationers hovedstæder og befolkningstal, når svarene alligevel ligger et klik eller to borte.

Min påstand er, at det overhovedet ikke er ligegyldigt. Hvis man har en god del paratviden på rygraden og dertil er i stand til at jonglere med forholdsvis simple procentudregninger og multiplikationer i hovedet, så har man et i hvert fald rimelig korrekt indbygget perspektiv på verden. Man kan instinktivt se og forstå sammenhænge og deraf drage logiske og fornuftige følgeslutninger.

Hvis man i stedet skal indhente næsten al faktuel viden i form af løsrevne svarstumper på nettet, bliver overblikket tilsvarende splintret som et spejl ramt af en brosten. Virkelighedsopfattelsen bliver forvrænget.

For nylig talte jeg med en pensioneret professor, som rosende omtalte den danske geofysiker Willi Dansgaards centrale opdagelse i begyndelsen af 1950erne af, at man på baggrund af målinger af iltisotoper i grønlandske iskerner kan beregne temperaturen, da sneen faldt. Selv for tusinder af år siden.

Det var en banebrydende opdagelse, der blev gjort på baggrund af lige dele videnskabelig nysgerrighed, kemisk og fysisk indsigt og hårdt eksperimentelt arbejde i laboratoriet. Der var ingen supercomputer til rådighed.

Men i dag, begræd professoren, er det benhårde videnskabelige arbejde med kolber og mikroskoper i laboratoriet stort set erstattet af supercomputere og modelberegninger. Forskerne stirrer ind i en skærm med dens flotte kurver og grafer i stedet for at have fingrene nede i virkeligheden. Og det er derfor, at moderne videnskab alt for sjældent flytter verden med rigtig store opdagelser, som den Willy Dansgaard gjorde for 60 år siden. Lød professorens påstand.

Jeg tror, at der er noget om snakken.

Når vi en verden bestående af efterhånden over syv mia. mennesker og næsten uendelige mængder computere for eksempel ikke har fundet den CO2-neutrale løsning på verdens umættelige energibehov endsige opfundet et batteri, der kan lades hurtigt op og få en bil til at køre mindst 500 km uden opladning, skyldes det så, at forskere og udviklere i alt for høj grad tror, at svaret ligger gemt i computere?

Er vi begyndt at tænke ligesom de maskiner, vi selv har skabt? I stedet for at bevare troen på den menneskelige intelligens’ egen ufattelige formåen.

Vi kunne begynde med at frigøre os noget mere fra skærmen for i stedet at sanse virkeligheden.