Mega-bagmanden er en skarp forretningsmand

Kim Dotcoms tegneserieagtige liv var en del af en nøjsomt udtænkt branding, forklarer personer tæt på den finsk-tyske ex-hacker.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han havde en flotille af dyre biler, kørte ulovlige gaderæs med svimlende hastigheder på alverdens motorveje, og så boede han i øvrigt på et slot i New Zealand, omgivet af den ypperste luksus. Og et par kunstige giraffer i fuld størrelse.

Manden bag Mega-imperiet, Kim Dotcom, er allerede blevet en levende legende, efter at hans historie for ganske få dage siden så dagens lys.

Nu kan en britisk avis så berette, at Kim Dotcoms flamboyante liv måske ikke alene var et udtryk for en nyrigs passion for hurtige biler, hurtige damer, helikoptere og lystbåde, men også en del af et nøje udtænkt image, der skulle skaffe flere investorer til Mega-imperiet.

Stor aktion

Fredag blev Kim Dotcom, der tidligere hed Schmitz, anholdt i en stor politiaktion hvor politiet ransagede hans luksusbolig, The Dotcom Mansion, og skar Kim Dotcom ud af et sikkerhedsrum, hvor han havde barrikaderet sig med et skydevåben.

Aktionen skete på begæring fra FBI, der sigter Kim Dotcom for at medvirke til netpirateri, der har kostet rettighedshavere op mod tre mia. kroner. Ifølge FBI har Kim Dotcoms Mega-imperium tjent mindst 175 mio. dollars på at drive Megaupload og en række tilsvarende tjenester under Mega-brandet.

Siden fredag er flere detaljer om den hidtil ukendte finsk-tyske ex-hacker løbende dryppet ud i pressen, og det er blandt andet kommet frem, at Kim Dotcom barsler med et musikalbum, samt at han rådede over 64 bankonti med store millionbeløb.

Dr Evil bag tremmer stadig

Kim Dotcom, der også kalder sig Dr. Evil, er endnu ikke blevet udleveret til USA, og sidder fortsat varetægtsfængslet i New Zealand. Retten har afvist at løslade ham mod kaution, fordi risikoen for flugt vurderes alt for stor.

Udover de mange konfiskerede ting fra Kim Dotcoms slot og øvrige ejendomme, florerer der også en stor mængde videomateriale på YouTube om den tysk-finske levemand, der umiddelbart ser ud til at slå om sig med både penge, halvnøgne damer og store fester.

Men til Guardian siger en anonym samarbejdspartner, at livsstilen delvis var en slags markedsføring.

"Festerne var dels reklame og dels PR. Han ville vise verden at han var den største, og hvor mange penge han havde. Tilbage i 2000 havde han ikke så mange penge, som han ellers viste verden at han havde," lyder et udsagn om Kim Dotcom.

Men den tysk-finske ex-hacker havde faktisk penge. Masser af dem. Det var ikke bare penge tjent på Mega-imperiet, men også tidligere forretningseventyr, hvor Kim Dotcom faktisk havde tjent rigtige penge på sin venturekapitalfond Kimvestor.

Dotcom har dog også et par gange måtte en tur bag tremmer på grund af forskellige former for økonomisk kriminalitet.

I går løslod retten to andre mistænkte i sagen mod kauktion, men Kim Dotcom selv må blive bag tremmer mens hans sag behandles.

En video fra en af Kim Dotcoms storladne fester, kan ses her