Mega-bagmand i mail til naboer: Jeg er kriminel og på coke

I en mail til sine naboer jokede Kim Dotcom, manden bag Megaupload, med sin fortid. Naboerne blev skræmt.

Den tysk-finske Megaupload-stifter Kim Dotcom i retten i Auckland i New Zealand. Fold sammen
Læs mere
Foto: POOL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den tegneserieagtige historie om Megaupload-stifteren, den tysk-finske og 130 kilo tunge Kim Dotcom, der fredag blev anholdt i sit superluksusslot i New Zealand, fortsætter dagligt med nye udviklinger.

Stifteren og hovedejeren af fildelingstjenesten Megaupload blev fredag anholdt på begæring fra FBI, der sigter ham for at deltage i pirateri, der har kostet rettighedshaverne op mod tre mia. kroner.

Kort efter anholdelsen dukkede en hidtil ukendt, men yderst kulørt historie op til overfladen. Det viste sig nemlig, at Kim Dotcom ikke alene boede i New Zealands dyreste hus - men også havde fordelt sine internet-millioner udover et utal af luksusbiler, girafstatuer, jetski og op mod 50 mio. kroner spredt ud over 64 forskellige bankkonti.

Jokede med mail

Nu viser det sig, at Kim Dotcom for to år siden skræmte livet af sine naboer med en mail, hvori han jokede med at være både kriminel og kokain-sniffende.

Dotcom er en velkendt hacker fra Tyskland, der er dømt for økonomisk kriminalitet, og som tilmed også gerne deltager i racerløb i en af sine 15 Mercedes-biler.

Kim Dotcom, der også lystrer tilnavnet Kimble og Dr. Evil, har sågar vundet Gumball 3000 rallyet i 2001, og materiale på YouTube viser Kim Dotcom kørende op mod 260 kilometer i timen under løbet, selv om det foregik blandt den almindelige trafik.

Tysk og finsk pas

Internetmogulen har angiveligt både tysk og finsk pas, men bosatte sig for et par år siden i New Zealand, hvorfra han drev den Hong Kong-baserede tjeneste Megaupload, der i weekenden blev lukket, mistænkt for at være et gigantisk pirateriimperium.

Da Dotcom flyttede ind i luksushuset, blev naboerne bekymrede over den flamboyante herre med den blakkede fortid, men Kim Dotcom valgte højst udsædvanligt at sende en mail ud til dem alle, hvori han erklærede, at han var kommet med fred, men at naboerne i høj grad kunne profitere af hans kunnen. Det skriver britiske The Guardian, der har fået fingre i mailen.

Blandt andet tilbød Kim Dotcom at hjælpe med hvidvask af penge, tips til insiderhandel med aktier og kontakt til langt værre kriminelle, der kunne hjælpe dem af med besværlige naboer.

Morsomhed

Mailen var ment som en morsomhed, hvilket Kim Dotcom også gjorde opmærksom på. Han forklarede derefter naboerne om sin blakkede fortid som kriminel hacker, og erklærede, at han nu var blevet lovlydig og blot ønskede at være i fred med sin familie.

Han opfordrede derudover naboerne til at kigge forbi til en kop kaffe og lidt kokain.

Sagen om Kim Dotcom står indtil videre i stampe, altimens papirarbejdet om hans udlevering pågår. Retten har netop afvist at løslade ham mod kaution, da risikoen for flugt er for stor.

Da Kim Dotcom blev anholdt, låste han sig inde i et sikkerhedsrum, hvor politiet måtte skære sig ind. I går kom det ligeledes frem, at Kim Dotcom barsler med et album, hvor han selv lægger vokaler til.