Med fredelige hensigter

Den britiske flåde markerer 200-året for den engelske belejring og bombardement af København med et skib, der er skabt til en moderne gentagelse af datidens amfibieoperation.

Fotos: Linda Henriksen Fold sammen
Læs mere

Hendes Majestæts skib, »Albion«, er større end noget dansk flådeskib. Det er fyldt med landgangsfartøjer indvendigt og udvendigt, som det kan benytte til at landsætte hundredvis af Storbritanniens bedste marinesoldater med kampvogne og alt andet nødvendigt udstyr. Alt i alt er det britiske skib, der i går lagde til kaj ud for Amagerværket, som skabt til en moderne gentagelse af den amfibieoperation, som indledte den engelske belejring og bombardement af København for 200 år siden.

Men skibets hensigter er absolut fredelige, forsikrer dets chef, captain Tim M. Lowe og slår ud med armene. Han fremhæver, at briter og danskere har været allierede i betydeligt flere år, end de var modstandere. Som han står dér på den udvendige bro, 12-13 meter over havet, kan han ellers se helt ind til Københavns centrum og kirkespirene, som briterne sigtede efter, da de lod datidens terrorvåben, Congreve-raketterne, regne ned over de genstridige danskere. Tre slæbebåde har bakset skibet, som er det tredjestørste i den britiske flåde, på plads ude i Østhavnen. Det stikker mere end otte meter, og der er ikke mange meter kaj i Københavns havn med den vanddybde. Den plads der er, er optaget af krydstogtskibe, så københavnerne må bevæge sig ud på Kraftværksvej på Amager for at kigge nærmere på skibet i weekenden.

»Albion« er flagskibet i Storbritanniens amfibiestyrke, som tæller et søsterskib og helikopterhangarskibet »HMS Ocean«. Skibets faste kunde om bord er marinesoldater fra 3. Commando Brigade. Der kan være 400 søfolk og marinesoldater, og i nogle situationer endnu flere folk om bord, blandt andet for at bemande det store stabsrum, hvor landgangsoperationer med skibe og helikoptere planlægges, og operationsrummet, hvorfra de indviklede operationer styres. Skibet er reelt en flydende kommandocentral med en mindre lufthavn på agterdækket og en kombineret havn og færgedæk indvendig.

Danske støtteskibe
Når »Albions« indvendige landgangsbåde skal søsættes, sænker »Albion« sin agterstavn tre meter dybere ned i havet og lader vandet skylle indenbords. De kan ifølge major Jim Fuller sættes i søen med et varsel på en halv time. Når landgangsbådene flyder, åbner den store agterport, hvorefter de fire landgangsbåde kan sætte kurs mod kysten med deres last af mænd og maskiner.

»Vi er i stand til at levere forsyninger til en hel brigade på 3.500 mand i land«, forklarer kaptajn Lowe.

Det danske søværns to nye støtteskibe, »Absalon« og »Esbern Snare« er som »Albion« beregnet til at lede og yde støtte til operationer på land. Men de danske skibe er mindre, 137 meter langt mod Albions 176, og »Absalons« deplacement (vægt, red.) er kun en tredjedel af »Albions«. Danmark har slet ikke evnen til amfibieoperationer som dem, »Albion« og dets »Royal Marines« er specialister i.

På grund af placeringen ved Amagerværkets kaj kan skibet til chefens store ærgrelse ikke åbne for almindeligt besøg i weekenden. Det er et spørgsmål om adgangskontrollen til Amagerværket. Men organiserede grupper kan efter aftale besøge skibet med dets mærkværdige indretning og last.

Når havnebesøget og markeringen af 200-året for Københavns bombardement er slut, fortsætter »Albion« på mandag til den danske flådeøvelse Danex i Kattegat og Skagerrak. »Albion« skal blandt andet landsætte et dansk felthospital og danske specialoperationsstyrker.