»Mange mennesker vil dø«

Der er nærmest ingen sammenhæng med videnskaben i det globale klimakompromis, som lørdag ventes vedtaget i Paris, siger internationalt fremtrædende klimaforskere.

A woman walks past a map showing the elevation of the sea in the last 22 years during the World Climate Change Conference 2015 (COP21) at Le Bourget, near Paris, France, December 11, 2015. REUTERS/Stephane Mahe TPX IMAGES OF THE DAY Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

PARIS: »Det, som den her tekst leverer,« siger den britiske klimaprofessor Kevin Anderson og trækker vejret dybt, før han fortsætter:

»… er en meget ringe fremtid for fattige samfund verden over. Deres levevilkår vil blive alvorligt påvirket, og mange mennesker vil dø.«

Teksten, han snakker om, er det forholdsvist færdigpudsede udkast til en global klimaaftale, som fredag cirkulerede rundt blandt forhandlere og ministre fra 196 lande på den gigantiske FN-klimakonference i Paris.

Men det er også et udkast, som risikerer at blive yderligere udvandet, før den franske præsident for COP21-forhandlingerne, udenrigsminister Laurent Fabius, engang lørdag ventes at slå hammeren i bordet og erklære en parisaftale for vedtaget.

Af teksten fremgår det, at landene skal holde stigningen i den globale middeltemperatur »pænt under to grader« og »forfølge et mål om at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader«.

Så langt så godt. Det er fuldstændig i overensstemmelse med klimavidenskabens anbefalinger, herunder fra FNs klimapanel IPCC. Samt i overensstemmelse med ønsket fra over 100 klimasårbare nationer, især havtruede østater, for hvilke forskellen mellem 1,5 og 2,0 grader kan være ensbetydende med forskellen mellem at eksistere som nationer eller være udslettet af havets bølger.

Problemet er, set med forskerøjne, hvordan verden vil opnå temperaturmålet. Her anvises ikke nogen klar vej. I den nuværende paristekst anerkender landene blot, at drivhusgasudledningerne skal »toppe så hurtigt som muligt«, hvorefter der skal ske »hurtige reduktioner« for »at opnå drivhusgas-neutralitet i sidste halvdel af århundredet«.

Altså ikke noget med, hvor mange gigaton CO2, der skal reduceres med samt hvornår eller nærmere beskrivelse af, hvad »drivhusgas-neutralitet« indebærer.

Som Kevin Anderson, der er forskningschef på det britiske Tyndall Centre for Climate Change Research, videre formulerer det på parismødet:

»Der er ingen bid eller handling i teksten. Der er alt for lidt sammenhæng med videnskaben og dermed intet om, hvor stor en del af kulstofbudgettet, vi allerede har brugt, eller hvor meget, der er tilbage for at holde stigningen på 1,5 eller under to grader.«

En journalist beder ham om at sætte procenter på chancen for at begrænse temperaturstigningen til maksimalt 1,5 grader:

»Mindre end ti procent,« siger han og tilføjer på Berlingskes spørgsmål, at der også er »ringe« chance for at holde stigningen under to grader.

Den fossile bremse

Op til parismødet har 185 lande, svarende til 95 pct. af samtlige nationers udledninger, meldt deres klimamål frem mod 2030 ind til De Forenede Nationer. Ifølge FNs egne beregninger styrer verden på den baggrund mod en temperaturstigning på minimum 2,7 grader, mere realistisk 3,5 grader, og dermed ind i det glorøde felt af farlige og uafvendelige klimaforandringer.

Med mindre landene slår den fossile bremse hårdt i. Meget snart.

Kevin Anderson beskriver det på den måde, at »vi skal begynde at slukke lyset allerede på mandag efter klimamødet«. Han forklarer, at verden siden 2011 har brugt 15 procent af det kulstofbudget, vi har til rådighed, for bare at holde temperaturstigningen under to grader. Og han understreger, at klodens lande efter hans opfattelse øjeblikkeligt bør standse opførelsen af alle planlagte kulkraftværker.

Andre fremtrædende klimaforskere i Paris er på linje med den hårdt talende brite, omend de udtrykker sig en smule mere diplomatisk.

Det gælder f.eks. tyskeren Hans Joachim Schellnhuber, chef for klimaforskningsinstituttet i Potsdam. Han understreger, at formuleringerne om at begrænse opvarmningen til mellem 1,5 og to grader er på linje med videnskaben.

»Men resten af teksten anviser ikke i tilstrækkelig grad det langsigtede mål,« siger han og tilføjer, at hvis verden skal have en fair chance for at nå 1,5 graders målet, skal de globale CO2-udledninger være et rundt 0 i 2050.

Andre forskere kritiserer paristekstens anvendelse af begrebet »drivhusgas-neutralitet«. Det gælder især Johan Rockström, chef for bæredygtighedsinstituttet Stockholm Resilience Centre:

Anvendelsen af netop det begreb giver efter hans opfattelse mulighed for fortsat store udledninger af CO2, mens man samtidig forsøger at fange drivhusgassen med massiv anvendelse af såkaldte kulstofdræn, altså måder at indkapsle kuldioxiden på.

Med nutidens teknologi kan det næsten udelukkende realiseres med kraftigt udvidede skovområder (der opsuger CO2, red.) på bekostning af landbrug, der skal forsyne verdens stigende befolkning med fødevarer. »Det er en meget risikabel fremtid,« siger han.

I København glæder forskningsleder på Danmarks Klimacenter under DMI, Jens Hesselbjerg Christensen, sig over, at teksten anerkender, at 1,5 grader er bedre at stile efter end to grader.

»Men de forpligtigelser, som kommer nu og her, er helt klart ikke nok, hvis der ikke følges op med flere og strammere forpligtelser allerede inden udgangen af det næste årti,« siger han.

Berlingske følger lørdag på nærmeste hold den forventet intense afslutning på de historiske klimaforhandlinger i Paris.

Læs mere på: Klimanedtælling