Mammutblod giver håb om kloning

I det nordligste Rusland har forskere fundet en dybfrossen mammut, der er så velbevaret, at det er lykkedes at opsamle en blodprøve fra den uddøde kæmpe.

Russiske forskere fandt i sidste uge resterne af en kæmpe mammut, der menes at være sunket i isen for 10.000 år siden. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

MOSKVA: 8.000 år før vor tidsregning sank en mammut ned i den sumpede jord på en lille ø ud for den sibiriske nordkyst. Måske faldt den omkuld i et vandløb eller en mose og sad ubehjælpeligt fast. Dyrets ryg bærer i hvert fald præg af angreb fra rovdyr.

Men resten af den tonstunge mammut blev i dén grad bevaret. Den blev dækket af is kort efter sin død, og sådan lå kæmpen nedfrosset i årtusinder. Lige indtil russiske forskere i sidste uge gjorde deres fund på den forblæst arktiske ø-gruppe.

Det er ikke første gang mammut-knogler, stødtænder og pels dukker frem af permafrosten i det nordlige Rusland. Men det seneste fund er enestående, netop fordi det er så meget mere end skind og ben. Forskerne fandt den omkring 50-årige hun-mammutten i så god stand, at de kunne tage prøver fra dyrets muskler. Kødet har ifølge forskerne bevaret en rødlig farve. Og for første gang nogensinde lykkedes det at indsamle prøver af noget, der tilsyneladende er mammutblod, siger de russiske forskere.

»Vi var dybt overraskede over at finde mammutblod og muskelfibre,« siger Semjon Grigorijev, deltager i ekspeditionen og leder af Mammutmuseet ved universitetet i Jakutsk i det nordøstlige Sibirien.

Han vurderer over for nyhedsbureauet Interfax, at den omkring 10.000 år gamle mammut er den »bedst bevarede i palæontologiens historie«. I betydning kan fundet ifølge forskerne sammenlignes med det første fund af en velbevaret mammut i år 1900 ved bredden af Jukut-floden også i Sibirien.

Fund af hele, velbevarede eksemplarer af de fortidige kæmper er sjældne. Den langhårede slægtning til vor tids elefant uddøde omkring afslutningen af sidste istid for 10.000 år siden. En mindre underart overlevede endnu nogle tusinde år på øer ved Alaska og den sibirske nordkyst.De senere år er antallet af fund af både knogler, stødtænder og velbevarede rester vokset. Ikke mindst i Rusland. I 2007 blev en hel dybfrossen mammut-unge fundet på Jamal-halvøen i Sibirien. Sidste år fandt en 11-årig russisk dreng resterne af en mammut, der vurderes at være hele 30.000 år gammel, nær den russiske by Krasnojarsk.

Permafrosten slipper sit tag

De mange fund skyldes især klimaforandringer, der får permafrosten til at slippe sit tag i istidens efterladenskaber, siger mammut-forsker Sergej Federov fra universitetet i Jakutsk.

»År efter år bliver fundene mere sensationelle på grund af global opvarmning,« siger han til Interfax.

En anden årsag til de mange antal fund er, at driftige samlere i stigende grad er på udkig efter de mammutstødtænder, de kommer til syne, hvor permafrosten smelter, siger han. De mange fund øger samtidig sandsynligheden for, at det på et tidspunkt bliver muligt at genskabe mammut-arten gennem kloning, vurderer russiske og amerikanske forskere. Kevin Campell fra University of Manitoba i USA siger til det ansete tidsskrift Nature, at fund af blod og muskelfibre blandt andet kan give adgang til røde blodlegmer med DNA-stumper.

Russiske videnskabsfolk indgik sidste år et forskningssamarbejde med sydkoreanske kolleger om netop kloning af mammutter. Ifølge forskerne kan kloningen ske ved at skyde genskabt arvemasse ind i et elefantæg.

En mulig sammenstykket af mammut-DNA ud fra de 10.000 år gamle cellerester ligger dog fortsat mindst et årti ude i fremtiden, siger de russiske forskere.