Månen sluger Mars juleaftensdag

Tidligt om morgenen den 24. december forsvinder planeten Mars bag fuldmånen.

Vores naboplanet Mars ses for tiden som en meget klar, svagt orangefarvet stjerne i stjernebilledet Tvillingerne. Men juleaftensdag tidligt om morgenen bliver Mars opslugt af Månen.

Den røde planet ses i øjeblikket meget tydeligt, fordi Jorden og Mars står på samme side af solen, så de to planeter er tæt på hinanden. Men den 24. december kommer Mars i opposition til solen, hvilket betyder, at planeten står nøjagtig modsat solen.

Samme dag kan morgenfriske danskere se fuldmånen glide hen over Mars. En sådan planetformørkelse kaldes en måneokkultation.

I København begynder begivenheden kl. 04:33, hvor Mars forsvinder ved den østlige månerand - dvs. venstre side af Månen. Godt en halv time senere dukker Mars op igen ved den vestlige (højre) månerand.

Under okkultationen ses Månen og Mars på den vestlige del af himlen. Okkultationen opleves bedst med en kikkert, f.eks. en håndkikkert eller en fuglekikkert, oplyser Tycho Brahe Planetarium. Tiderne varierer nogle minutter afhængig af, hvor i landet man befinder sig.

/ritzau/