Logbog dag 168: Nærkontakt i kulden

Med et tilfældigt opslag på Google finder besætningen på »Vædderen« ud af, at der ud over pukkelhvaler også er andre danskere i farvandet ved Antarktis.

Båden Oasis med de fem danske opdagelsesrejsende, som er sejlet fra Svendborg til Sydpolen. Planen for Oasis er umiddelbart at sejle til New Zealand, men det er dog stadigt usikkert, hvor det sejler hen. Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

»Fuck den stinker af gammel fiskekutter!« »Den var så tæt på, at jeg kunne kigge ned i åndehullet!«

Den 168. dag stod i nærkontaktens tegn på Galathea. Med hvaler, men også med andre søfarende landsmænd.

Pukkelhvalerne lå og tumlede rundt efter kril få hundrede meter fra »Vædderen,« og det vakte jubel og bevægelse på dækket og endnu mere hos de besætningsmedlemmer, som i gummibåd valfartede ud til hvalerne og oplevede briser af disse kæmpers særlige odour af fordøjede krebsdyr.

Hvalforskerne har dog opgivet at få en lyd ud af pukkelhvalerne. Hele dagen i går vendte de bare enden til i en no comment-attitude, når de nærmede sig med optageudstyr.

Nu satser forskerne på spækhuggerne, som dette spisekammer vest for Brabant Island også er fuldt af.

De andre søfarende landsmænd kom om bord på »Vædderen« tidligt om morgenen efter flere dages radiokontakt, og de duftede heller ikke just af violer.

»Nu kan jeg lugte jer andre,« sagde Jakob Hansen i hvert fald med et stort grin, da han som den første vendte tilbage til officersmessen fra det første varme brusebad i tre uger. Og så var det den næstes tur til at få skidtet af kroppen.

Antarktis som mål
Sammen med fire andre nogenlunde jævnaldrende kammerater udgør 29-årige Jakob Hansen besætningen på den 53 fods aluminiumsyacht »Oasis,« som sidste maj afgik fra Svendborg med det erklærede mål at nå Antarktis.

Det meste stykke af vejen har der været tre adfærdsvanskelige unge om bord i et socialpædagogisk skibsprojekt, som finansierer bådens daglige drift. De unge steg dog af i Chile sammen med deres vejledere og bliver først samlet op igen i Argentina, når Oasis igen stikker nordpå.

»Det var en gammel drøm at komme helt herned,« siger Oasis' skipper, 33-årige Kim Lundin.

»Da vi så de første isbjerge, hang underkæben helt nede på brystkassen. Vi har set hvaler tæt på og i går, da vi dykkede første gang, kom der en leopardsæl forbi og skulle se, hvad vi var for nogen. Det var for sent at komme op, men der skete ikke noget.«

De fem sejlere havde dog ikke regnet med, at Antarktis var gået hen og blevet et så trendy sted for velbeslåede turister.

Masseturismens ankomst til Antarktis var nogle dage i forvejen også kommet bag på Galathea-ekspeditionen og »Vædderen,« da man ville besøge en souvenirbutik på den gamle hvalfangerstation Port Lockeroy, men rendte ind i en kø som var det ved bageren en søndag formiddag. Det viste sig, at alene Port Lockeroy havde 15.000 besøgende pr. sæson.

»En af de første øer vi lagde til ved, lå der tre sejlbåde i forvejen, så vi tog hurtigt videre for at få det mere for os selv,« fortæller Kim Lundin.

»Og om morgenen kan vi høre krydstogtskibene tale med hinanden og aftale deres ruter, så de ikke møder hinanden og dermed kan bevare deres passagerers følelse af, at de er de eneste hernede.«

Mødet mellem »Vædderen« og »Oasis« kom i stand ved et tilfældigt opslag på Google, hvor et medlem af »Vædderens« besætning fandt ud af, at der var et andet dansk skib ved Antarktis i det samme tidsrum. Men der er også andre danskere på færde.

»På vej ned gennem Drake-strædet overhalede vi en mindre båd, »Wanderer« som bar dansk splitflag. Vi kaldte dem over radioen, og det viste sig at være et dansk-svensk ægtepar, som havde været på farten i 20 år. Vi fik ikke fat i deres navne, men de var ikke særligt opdaterede på situationen hjemme i Europa, og det interesserede dem vist heller ikke særlig meget.

De lå temmelig tungt i vandet, for de havde en masse brænde med til deres fyr, og de var ikke meget for at sætte det store sejl, for masten var vist ved at være lidt mør. Men de var ved godt mod, så vidt vi kunne forstå. Måske møder vi dem hernede, når de engang når frem,« siger Kim Lundin.

De fem kammerater er på deres egen måde repræsentanter for en ny generation af danske sejlere, der på heltid eller ind imellem job på land har verdenshavene som arbejdsplads og udfordring. Og som ikke har Troels Kløvedal liggende på natbordet.

»Vores tur kan slet ikke sammenlignes med Kløvedals efterhånden filosoferende indgangsvinkel til det at sejle. For os handler det om den rå og uforfalskede lyst til sejlads, udfordring og eventyr,« siger Kim Lundin og lyder som et ungdomsoprør mod den gamle søulk, som også befinder sig på »Vædderen« for øjeblikket for at indsamle materiale til en bog og en film om den danske flådes historie.

Bytte bytte købmand
Kim Lundin fortæller med et skævt smil om dengang, han med sin egen båd lå lige bag Kløvedals skib »Nordkaperen,« og han efter Kløvedal havde forladt skibet havde arrangeret et såkaldt »bogbytte« med resten af »Nordkaperen«s besætning.

»Det at bytte bøger mellem både er en delikat affære, for man bytter jo for at beholde, og det er, hvad man har at læse i de næste mange måneder. Lidt som at handle med aktier. Jeg regnede med, at når det nu var »Nordkaperen,« så måtte de have en masse god litteratur, så jeg tog mine bedste bøger med. Men hvad fik jeg i stedet? Troels Kløvedals samlede værker!«

Ikke meget feeling dér. Men hånd bliver der da trykket og også udvekslet et par venlige ord i officersmessen, da Kløvedal, eller »Kløverdal,« som han kaldes på skibet efter en stavefejl på »Vædderens« infokanal, dukker op.

Udover et varmt bad og morgenkaffe blev gæsterne budt på lune frikadeller og smørrebrød hos kaptajnen, inden de belæsset med friskbagt rugbrød, bacon, lakridser og andre livsfornødenheder i gummibåd blev sejlet tilbage til »Oasis,« som lå for anker på 35 meter vand i en lille naturlig havn omgivet af ismasserne.

Og så gled »Vædderen« videre ved motorkraft gennem resterne af hvalernes halvfordøjede frokost på jagt efter et sted at sætte sin faste besætning i land, så også de vil kunne sige, at de har været i nærkontakt med Antarktis.

Også vi andre håber, at det kan lade sig gøre mindst én gang til, før vi sætter kursen mod det berygtede Drake-stræde og Sydamerika. Bare det at stå ved siden af en pingvin. Bare en lille én.