Logbog dag 167: Forunderlige isfisk

Den ligner en krydsning mellem en and og en skødehund, men den kan noget særligt. Nemlig leve i iskoldt vand. Isfisken var en eftertragtet fangst for Galatheas forskere.

Marinbiolog og fiskefysiolog Peter V. Skov med en antarktisk isfisk i hånden. Som navnet siger foretrækker denne kolde fisk vandtemperaturer under frysepunktet og har plasma i stedet for røde blodlegemer. <br>Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Havet har lagt sig, det er næsten blikstille. Kun nogle svage dønninger går over den ruflede overflade som brystkassen på en sovende kæmpe. Nu og da hopper et par pingviner over den våde slette og forsvinder ind i disen, hvor man aner et par forbiflydende isskosser og en lille flok pukkelhvaler, som indtager frokosten et par sømil borte, mens en anden pukkelhval tager sig en morfar i havoverfladen.

Et vejr og en udsigt, der burde kunne bringe selv den mest rastløse i trance eller i det mindste til henfald i liggestol med en plaid og en god bog og en solcreme faktor ozonhul. Men agterdækket på»Vædderen« har aldrig været så aktivt som i disse dage, og ingen af de tilstedeværende forskere ænser deres omgivelser. Der sættes langliner og fælder og trawles løs, for bedre fiskevejr får man ikke, og næppe bedre fiskevand. De fleste har aldrig været på Antarktis før, så det er nu det gælder om at få de fisk op, de indtil nu kun har læst om eller set på billeder eller måske i udenlandske forskeres akvarier som nok-se-men-ikke-røre-objekter.

En underlig krydsning

Det rykker i linen, og en underlig mellemstor fisk hales op. Mest af alt ligner den en krydsning med to andre vidt forskellige dyr: En and og en skødehund. Munden og hovedet er bredt, og øjnene blide og udstående. Men det er ikke en genetisk misforståelse. For hvis man vil leve i verdens koldeste hav, nytter det ikke noget man svømmer rundt og ligner en torsk eller en klovnfisk. Så må man være en isfisk.

Heldet har fulgt de fiskende forskere siden i går. I karrene på det mellemste agterdæk går der allerede 20 levende isfisk, og dertil et udvalg af andre antarktiske fisk. Dog mangler der endnu nogle arter for at gøre alle tilfredse.

Men 33årige marinbiolog og fiskefysiolog Peter V. Skov, forskningsadjunkt ved Marinbiologisk Laboratorium, Københavns Universitet, har allerede nok til det projekt, han selv deltager i sammen med de ældre kolleger John Fleng Steffensen og Peter Bushnell. Det går kort fortalt ud på at sammenligne hvid- og rødblodede antarktiske fisks særlige anatomi og hjerte-kar-system med hinanden og slægtninge, der lever uden for det antarktiske hav, for at finde ud af, hvordan de har tilpasset sig de lokale forhold.Ren grundforskning, og som sådan svær at formidle, men dog ikke uden en aktuel krog.

»Hvis vi finder ud af mere om disse fisk, vil vi også blive bedre til at give bud på, hvordan de vil klare sig i højere havtemperaturer,« siger Peter V. Skov og John Fleng Steffensen, i kor.

Hvad angår isfisken, synes løbet dog at være kørt på forhånd. Den lever normalt i minus 1,83 grader koldt vand, og det har den formentlig gjort i millioner og atter millioner af år. Af samme grund har den ikke røde blodlegemer, men lader sin plasma transportere ilten rundt i kroppen.

Færdig ved fem grader

»Ved fem grader står den simpelt hen af, ja dør,« siger Peter V. Skov og understreger, at han under alle omstændigheder anser en så drastisk temperaturstigning for urealistisk inden for overskuelig fremtid, global opvarmning eller ej.

Men ikke alle antarktiske fisk er indrettet på samme måde. Der er også beslægtede fisk med røde blodlegemer i antarktiske vande, og andre slægtninge blev under »Vædderens« tur over Stillehavet fanget med krog i de meget varmere vande ved Antipode-øerne øst for den newzealandske kyst.

For at kortlægge og sammenligne blodkarsystemerne hos de forskellige fisk fra samme slægt benytter Peter V. Skov sig af en særlig teknik, hvor alle blodkar tømmes og i stedet fyldes med et størknende stof. Derefter ætses restes af fisken væk i en basisk opløsning, og tilbage står blodbanerne blottet for det menneskelige øje og dets hjælpemidler. En i øvrigt langt fra ny teknik. Helt tilbage i 1700-tallets Napoli lovede en lokal prins, alkymisten Raimondo De Sangro, to af sine tjenestefolk »evigt liv«, hvis han måtte eksperimentere med dem. Og efter tre århundreder står de der endnu, tjenestefolkene, i to nicher i kælderen under prinsens gravkapel, som to skeletter omviklet af deres egne blodbaner.

Den delikate blodbaneafstøbning venter Peter V. Skov dog med, til han er tilbage i København. Han kan nemlig ikke længere få fat i det støbestof, han tidligere med stort held benyttede sig af.

»Den japanske professor, som havde udviklet det, er gået på pension og har taget opskriften med sig, og det afløsende stof, som kommer fra Schweiz, er mere fleksibelt, men vanskeligere at arbejde med. Og der skulle nødig gå for mange fisk til spilde i de første forsøg. Jeg gør dem derfor bare klar her på skibet.«

Hvad sammenligningerne af fiskene vil afsløre, må den videre forskning vise, og den skal have sin tid. Men Peter V. Skov tror, at en af forklaringerne på bl.a. isfiskens overlevelsesevne ligger hos slægten selv. At der altså mere end en egentlig udvikling i forhold til klimaet har været tale om en tilpasning, en niche den har fundet for millioner af år siden og tilpasset sig. En god eller dårlig nyhed for mennesket?

»Vi får se,« siger Peter V. Skov. »Men det er rart endelig at stå med en isfisk i hånden.«