Logbog dag 165: Is på gaflen

Ekspeditionen har været i land på Antarktis. På forskningsstationen Palmer Station, hvor forskerne studerer det sparsomme dyreliv. Og folkene fra »Galathea 3« er ikke de eneste, der finder vej hertil. Turiststrømmen er så voldsom, at forskerne indimellem søger ensomheden i et telt borte fra de øvrige fastboende.

Palmer Station på den antarktiske halvøs vestkyst besøges af tusinder af turister og sejlere hvert år. Nu har de danske ekspeditionsdeltagere også været der. <br>Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Det er onsdag nat skibstid, samme dags formiddag for de læsende. Jeg kigger ud ad »kvægøjet« i den oplyste antarktiske sommer og forventer at se klipper og blåhvide gletsjerformationer, men ser bare lige ud i det sædvanlige ingenting af bølger og dis.

Men det er bare et spørgsmål om et par sømil mere, så åbenbarer »The Ice« sig, som de amerikanske forskere kalder Antarktis. Foran lave klippeskær, hvor en argentinsk olietanker gik på grund i 1989 og udløste den største miljøkatastrofe i Antarktis' historie, hæver den enorme iskappe sig i ærefrygtindgydende skønhed. Endelig er vi her på verdens koldeste, tørreste, mest forblæste, menneskeforladte og højest beliggende kontinent. Gummibådene kommer i vandet, og klædt ud som hospitalsklovner i vores overlevelsesdragter fræser vi det sidste stykke ind mod den amerikanske forskningsstation Palmer Station midt på den antarktiske halvøs vestkyst. Forskerne skal ind og fange fisk fra kysten til deres projekter. Vi andre, eller i hvert fald nogle af os, vi vil bare gerne have noget is på gaflen.

Et rend af turister

Ved den lille havn tager en skægget fyr med hue imod. Han hedder Phil og arbejder som laboratoriemus i sommersæsonen, og om vinteren tager han hjem til sit forskningshovedkvarter i Denver, Colorado.

»Holy Cow!« udbryder han, da han ser den ene gummibåd efter den anden sætte folk i land. For når de er flest på Palmer Station, er de 40.

»Det kan godt føles lidt trangt nogle gange,« siger han. Så meget, at folk har egne, private telte slået op på den anden side af en klippeknold med søelefanter, hvor de kan trække sig tilbage og være lidt for sig selv, når de er trætte af selskab.

De er dog efterhånden vant til besøg på Palmer Station. For turismen stiger år for år. Så meget, at stationen har åbnet sin egen souvenir-butik med T-shirts og fleece-jakker og alt muligt andet kram - all major credit cards accepted.

»I sidste uge var krydtogtskibet »Rotterdam« på besøg med 1.500 passagerer om bord. Det var dog for mange til at de kunne gå i land, så vi tog ud til dem,« fortæller Phil. Men der er gennemgående et rend af mennesker gennem hele den antarktiske sommer. Fra krydstogtskibe. Og sejlbåde. Og nu »Vædderen«.

Grill på isen

Forskningsstationen beskæftiger sig blandt andet med følgevirkningerne af den globale omvarmning. En ændring, som kan konstateres med det blotte øje.

»Kan I se det stykke land der rager ud derovre,« siger vores rundviser og peger over på den anden side af bugten. »Da jeg var her for to år siden, var det helt dækket af is. Vi vidste ikke engang, at det var en ø. Men nu er isen smeltet væk.«

Vi stirrer på klippen. Og så falder blikket på en indretning til højre i synsfeltet, en rustrød tromle på et stativ med profilen af en lille glad gris skåret ud i fire-milimeter plade svejset fast på toppen.

En grill.

Ved Verdens Ende står der en havegrill med en gris på toppen!

Og der mangler heller ikke noget inden døre. Der er både motionsrum med storskærm, så man kan se sine yndlingsfilm, mens man løber på båndet, og bænken på den tilstødende terrasse er fyldt med Budweiser og Guinness, og der er Jameson-whisky i baren. Jameson med antarktisk is, som skulle være den bedste i verden til den slags. Men det er der ikke tid til, og vi må heller ikke, og desuden har de fleste af os ikke tænkt på at tage vores kreditkort med.

Dyreliv under lup

Fra den lille vig lyder det som om én eller anden er ved at få gang i en Puch 3-gear med defekt lydpotte. Det viser sig nu at være en lille flok søelefanter, som lever side om side med forskerne.

»Søelefanterne er rimelig fredelige,« fortæller rundviseren.

»Det er søleoparderne, vi har de største problemer med. De er meget territoriebevidste og aggressive, når de befinder sig i vandet. Vi har allerede fået flænset én gummibåd helt op.«

Men dybest set er dette en af grundene til, at forskningsstationen ligger netop her, så man kan studere dyrelivet på tætteste hold. Der er endda insekter på denne del af Antarktis. Blandt andet en lille flue uden vinger, som kan overleve i ned til 20 minusgrader. Og en særlig tæge, som plager pingvinerne, fordi de sætter sig i en ring om halsen, hvor de ikke kan nå dem med deres næb.

Vi bliver vist gennem laboratoriet, som ligner et normalt laboratorium. Måske bortset fra et billede, der hænger på en væg, og viser en forskerpige, som ligger udstrakt på en klippe med åben mund og efterligner nogle sæler, der ligger ikke langt derfra. Og en dunk med noget giftigt stads, hvorpå en spøgefugl har skrevet:

»Hey! It's like coffee. If you empty it fill it up!« Og en anden har tilføjet: »Doesn't taste like coffee to me.«

Sådan trives humoren på Antarktis under det store ozonhul, mellem forskning, krydstogtsskibe, ekspeditionsskibe, sejlbåde, dyreliv og global opvarmning.

Kø ved landgangen

»Vi kunne tjene en formue, hvis vi satte det lidt mere i system og åbnede et casino her,« spøger Phil. »Ja, et casino og en In-N-Out Burger! We would make bang!«

Den idé bryder rundviseren, som hedder Carrie og er både ikke-ryger og vegetar, sig ikke om. Hun vil hellere tilbage til sit lille orange telt hinsides søelefanterne. Og da »Vædderen« over walkie'en meddeler, at der ventes dårligt vejr, og at alle derfor skal bringes om bord igen, pakkes fiskegrejet sammen, og der bliver atter fred på Palmer Station. En blåøjet skarv kigger efter os på vej ud.

Klokken er nu halv ti om formiddagen skibstid, og vi er sejlet op i et stræde med isklædte bjerge på begge sider. Meningen er at give hele besætningen mulighed for at gå i land et sted, hvor der er et museum og endnu en souvenirbutik og oveni en pingvinkoloni, inden vi tager tilbage og henter de fiskefælder og langliner, der er sat ud. Man kan endda sende postkort fra dette sted. Men der er kø til landgangsstedet, og vi har ikke bestilt tid. Antarktis er proppet med turister på denne tid af året.

Alle vil have is på gaflen, inden den smelter.