Ligegyldig officiel Roskilde Festival app

Roskilde Festival leverer slet ikke varen på app-fronten.

Officiel Roskilde Festival app
Hvorfor ikke tage skridtet og hyre Robocat som officiel Roskilde-leverandør, når app'en både er mere professionel, stabil, lækker og funktionel? Og festivalen endda selv indrømmer det? Fold sammen
Læs mere

Roskilde Festivalens officielle app til iPhone og Android er i 2011 en simplificeret version af sidste års. Det kan dog undre, hvorfor Roskilde Festival ikke i 2011 helt har droppet samarbejdet med app-firmaet Little Big Ideas, som sidste år leverede en ambitiøs app, som fejlede fælt.

Dette års fejler ikke fælt, men leverer intet nyt og kan i udbuddet af uofficielle apps for Roskilde Festivalen ikke siges at være et godt app-ansigt udadtil for den ellers suveræne festival.

Festivalen har igen i år allieret sig med Little Big Ideas om en app. Der er skruet væsentligt ned for ambitionerne og Roskilde Festival 2011 Mobile Guide vinder derfor allerede over sidste års. Ikke fordi der er noget galt med ambitioner, men når de ikke indfries, så bliver man som bruger skuffet.

Med sidste års app in mente fungerer dette års app straks bedre, men man må nødvendigvis sammenligne med den uofficielle festival-guide fra firmaet Robocat, som allerede sidste år satte standarden for festival-apps. I det lys kan det undre, at Roskilde Festival fortsat vælger leverer en forholdsvis ringe app til sit publikum, mens festivalen 'med den anden hånd' fremhæver den uofficielle app og kårer den som vinder i en udviklerkonkurrence under testlaboratoriet Roskilde Labs. I den konkurrence giver den alle andre baghjul og altså også den officielle. Så hvorfor ikke tage skridtet og hyre Robocat som officiel Roskilde-leverandør, når app'en både er mere professionel, stabil, lækker og funktionel? Og festivalen endda selv inddirekte indrømmer det?

Et lyspunkt som adskiller den officielle app fra den uofficielle er, at den fungerer til Android. Det gør den uofficielle ikke. Den officielle skal også have point for at inkludere et indholds-område som "More Than Music". Roskilde Festival er efterhånden meget mere end blot musikken. I "More Than Music" kan man læse om kunst-scenerne, svæveturen, kultfilm og Kussomaten. Altså alt det fede der sker rundt om scenerne. Det er en vigtig detalje, som kunne udvikles endnu mere og gøre den til en must-have app. Men heller ikke det har fået stor fokus.

En anden feature i app'en er, at der er en indgang til alle andre uofficielle apps. Dét er en god feature, da det giver overblik over underskoven af hjemmeudviklede apps, men er også lidt et selvmord. For i virkeligheden er der slet ingen grund til at gå igennem den officielle app.

I iTunes Appstore får Roskilde Festival 2011 Mobile Guide drøje hug og det er faktisk velfortjent. Den samlede karakter i den butik - hvor app'en kan hentes gratis - er kun 1 stjerne. Her giver vi to stjerner og opfordrer til, at man næste år formår at give den officielle app så meget opmærksomhed og status at Roskilde Festival selv leverer den bedste app. Eller køb den af Robocat, for der er virkelig ikke megen grund til at hente årets app.

Hent Roskilde Festival 2011 Mobile Guide i iTunes Store

Hent Roskilde Festival 2011 Mobile Guide i Android Market