Lidt pinligt: Sådan dækkede vi månelandingen for 55 år siden

Her på Berlingske er vi nødt til at erkende det: Vores forgængere på redaktionen tog en chance natten til 21. juli 1969 og sendte avisen i trykken med nyheden om, at Neil Armstrong havde gået på Månen – før det var sket.

Berlingske Tidendes forside på den historiske dag: 21. juli 1969. Men datidens redaktører tog en stor chance med forsiden, og det store og usædvanligt skarpe foto ser mere end mistænkeligt ud. Arkivfoto

»Kl. 02.30 i nat, dansk tid, trådte den amerikanske astronaut Neil Armstrong som det første menneske ud på Månens golde, askegrå overflade. Det var fem timer før planlagt og fem timer efter landingsfartøjet Ørnen havde gennemført en dramatisk landing i Stilhedens Hav.«

Sådan lød de indledende ord på en af de mest mindeværdige forsider i denne avis’ efterhånden mere end 270 år lange historie. Datoen var 21. juli 1969.