LG vil fremvise MeeGo-dimser

Knap nåede Nokia at skrue ned for satsningen på mobilplatformen MeeGo, før LG samlede handsken op. Selskabet har på rekordtid skruet et par MeeGo-dimser sammen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Allerede næste måned vil elektronikgiganten LG demonstrere, hvordan Nokia og Intels MeeGo-styresystem ser ud, når det kører på en smartphone og en tavlecomputer fra selskabet.

MeeGo skulle have været Nokia og Intels samlede modsvar mod Android, Apples iOS-platform og den langt mindre trussel fra Microsofts Windows Phone 7, men Nokia valgte at sætte MeeGo på standby, da selskabet tidligere på året annoncerede, at de nu ville begynde at producere telefoner med netop Windows Phone 7.

MeeGo er, ligesom Googles Android, baseret på Linux, og har været ventet med spænding blandt mange i mobilbranchen. Nokia har erklæret, at selskabet trods topchef Stephen Elops ændrede strategi, alligevel vil udsende en mobil med MeeGo som styresystem senere i år - men det er uvist, hvor meget opbakning platformen kommer til at få fra Nokia selv.

Onsdag kunne britiske The Register nemlig fortælle, at Nokia ifølge et internt memo har tænkt sig helt af aflive MeeGo-udviklingen allerede næste sommer.

Nu har LG, ifølge teknologisitet Engadget, allerede meldt sig klar med prototyper på smartphones, der kører netop MeeGo. De vil blive fremvist allereden om en måneds tid - sammen med LGs bud på en tavlecomputer, der også drives af MeeGo.

En sådan kendes allerede fra tyske WeTab, der dog aldrig er kommet bredt til salg internationalt.

Også Intel selv roder med hardwaresatsninger baseret på MeeGo, men softwaren i sig selv må fortsat mest af alt betegnes som et udviklingsprojekt. MeeGo er open source og kan hentes og installeres på computere kvit og frit fra udviklingsprojektets hjemmeside. Det kan sågar køre på mobiler - hvis man fx er i besiddelse af den sjældne Nokia N900.

Selv om MeeGo er beregnet til at køre på både mobiltelefoner, småcomputere, tavlecomputere, TV-apparater og såkaldt bil-underholdningssystemer, må systemet fortsat siges at være en dark horse i den nuværende kamp, der primært står mellem Apples iOs og Android.

LG har ikke annonceret, at selskabet vil sende MeeGo-enheder på markedet, men vil indtil videre nøjes med at fremvise prototyper.