Læger mangler døde kroppe

Om få år kan læger og medicinstuderende være henvist til at lære om kroppens opbygning via dukker og billeder i bøger.

De seneste år er antallet af danskere, der donerer deres krop til videnskaben, nemlig faldet så kraftigt, at universiteterne risikerer at komme til at mangle lig til både undervisning og træning af nye operationsformer. Det skriver metroXpress.

»Det er temmelig alvorligt, for arbejde med rigtige lig er det eneste, der for alvor lærer de studerende, hvordan kroppen er opbygget, og hvor forsigtig man skal være, når man arbejder i den. Erfarne kirurger bruger også ligene til at blive fortrolige med nye indgreb,« siger professor Jørgen Tranum-Jensen, der er leder af donationsordningen ved Københavns Universitet, til avisen.

Her har man længe modtaget cirka 600 tilmeldinger til ordningen om året, men på det seneste er det tal næsten halveret. I 2007 er der foreløbig kun blevet registreret mellem 145 og 150 nye personer, som ønsker at stille deres jordiske rester til rådighed.

Jørgen Tranum-Jensen mener, faldet skyldes manglende viden om muligheden for at donere sin krop til videnskaben, og han opfordrer derfor til, at der informeres grundigere om emnet. En opfordring, som formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Birthe Skaarup (DF), er klar til at tage op.

»Der skal gøres noget, inden problemet vokser sig for stort, og en informationskampagne er en god og brugbar vej,« siger Birthe Skaarup.

Hun vil nu bede sundhedsministeren gå ind i sagen.

Kilde: MetroXPress