Kvart million danskere får spærret NemID i sommerferien

Ny opdatering af Java-programmet vil sætte alle Windows XP-brugere ud af spillet, så man ikke kan gå i netbanken eller læse digital post.

De mange danskere, der stadig har computere med Windows XP som styresystem, begynder nu for alvor at mærke, at Microsoft i april holdt op med at opdatere systemet. Om en måned rammes alle, der bruger netbank og digital post. Arkivfoto: Jens Büttner, EPA/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: JENS BUETTNER

Midt i sommerferien vil lidt over en kvart million danskere få sig en ubehagelig overraskelse. En ny opdatering af det udskældte Java-program betyder nemlig, at alle med en computer, der bruger Windows XP som styresystem, ikke længere kan bruge deres NemID og dermed f.eks. komme i netbanken.

15. juli har IT-giganten Oracle, der står bag Java, nemlig bebudet en ny, stor opdatering, som skal lukke opdagede sikkerhedshuller. Når man opdaterer programmet på sin Windows XP-computer, vil NemID, der bruges som en slags hovednøgle til alle offentlige selvbetjeningsløsninger, til banker og til forsikringsselskaber m.m. ikke længere fungere.

266.000 bliver ramt

Digitaliseringsstyrelsen, som hører under Finansministeriet og er statens piskesvinger for at få Danmark digitaliseret, anslår, at omkring 6,5 procent af alle NemID-brugere stadig har Windows XP installeret som styresystem på computeren. Det svarer til over 266.000 danskere, eftersom der er omkring 4,1 millioner NemIDer i brug.

Microsoft, som udvikler Windows, besluttede i begyndelsen af april at stoppe al videreudvikling af det 13 år gamle Windows XP-styresystem, fordi det teknologisk er forældet og afløst af først Windows Vista, så Windows 7 og senest Windows 8. Computere med Windows XP fungerer fortsat som før, men der kommer ikke nye sikkerhedsopdateringer, som lukker de huller, der opdages, og som kan udnyttes af hackere. Windows XP bliver dermed gradvis mere ubeskyttet over for angreb.

Ny NemID uden Java først klar til efteråret

Microsofts beslutning betyder, at de store softwareproducenter heller ikke længere vil opdatere deres programmer, så de også virker på Windows XP. Når Java derfor opdateres for at lukke nye sikkerhedshuller, sker det uden at tage hensyn til de ældre og nu udgåede Windows-udgaver.

Det går så ud over NemID, for NemID er i sin nuværende udgave altafhængig af Java. Ellers kan man ikke logge ind. En ny udgave af NemID, som ikke bruger Java, er på trapperne, men der går nogen tid, før den er indført alle de steder, hvor man i dag kan bruge NemID. Den nye udgave vil også kunne bruges på mobiltelefoner og tavle-PCer - og på Windows XP, hvis man tør vente så længe.

Og det anbefales ikke af Digitaliseringsstyrelsen. Tværtimod bør Windows XP-brugere sørge for at skifte til et styresystem, der løbende opdateres. Det vil for de fleste betyde, at computeren skal skiftes - om end en udmærket både bærbar og stationær PC i dag kan købes for 3.000 kroner.

Digitaliseringsstyrelsen: Ærgerligt men forventeligt

»Det er ganske mange, der rammes, og det er ærgerligt men dog forventeligt. Oracle, som står bag Java, betragter Windows XP som en usikker platform med forhøjet risiko for, at der kan ske hackerangreb ad den vej. Vi anbefaler altid, at man opdaterer til seneste udgave af sin software, men herved kommer Windows XP-brugere til at miste mulighed for at anvende netbank og digital post. Man kunne naturligvis vælge at lade være med at opdatere, men dermed udsætter man sig for en forhøjet sikkerhedsrisiko,« siger Lars Frelle-Petersen, direktør i Digitaliseringsstyrelsen, til Berlingske.

Styrelsen hæfter sig dog ved, at antallet af danske Windows XP-brugere falder konstant.

»Det var på omkring 10 procent i uge 2 i år og er nu nede på 6,5 procent og falder hele tiden. På erhvervssiden - i brugen på virk.dk - er tallet nede på 4 procent,« siger han.

Test selv: På denne Microsoft-side får man besked om, hvilket styresystem ens computer kører