Krudtet blev verdens skæbne

Forskere vil i forbindelse med den store Galathea 3-ekspedition forsøge at rekonstruere krudtets historie i middelalderens Europa. Uden krudtet havde europæerne ikke erobret resten af verden.

Forsøg foretaget på Middelaldercentret viser, at middelalderens kanoner var ganske effektive. De kunne trods deres ofte beskedne størrelse anrette betydelig skade, hvis de blev fyldt med jernstumper og søm og affyret mod fjenden. Foto: Middelaldercentret.<br> Fold sammen
Læs mere

Europæerne kan takke svovl, trækul og salpeter for, at det i sin tid lykkedes dem at erobre hele verden fra Sydamerika og Afrika til Asien og Australien.

Tilsammen udgør de nemlig hovedingredienserne i krudtet, der gjorde det muligt at affyre kugler, metalstumper, søm og træpile fra kanoner og geværer med en præcision og effektivitet, der langt overgik bliders og andre gammeldags kastevåbens formåen.

Krudtet blev formentlig opfundet et sted i Asien, måske Kina eller Indien, og kineserne kendte til det eksplosive pulver allerede omkring 1000, da det blev brugt til fyrværkeri og i primitive ildvåben.

Inden længe fandt krudtet vej til Europa, og i 1300-tallets begyndelse var det sorte pulver kendt fra København til Lissabon. At det bredte sig med eksplosiv hast gennem kontinentet vidner datidens regnskabsbøger om. Mange af dem er fyldt med tal og kolonner om krudt og kugler.

Allerede omkring 1267 omtalte den engelske franciskanermunk og filosof Roger Bacon opskriften på krudt. »Men af salpeter og af svovl gør du lynild, hvis du kan kunsten,« skrev han i et kryptogram.

Knap 100 år senere, i 1372, omtalte den første danske kilde, den jyske ridder Erland Kalv, krudtet. Ifølge ridderen blev en mand i Ribe henrettet for at forsøge at smugle kanonkrudt.

Men selvom krudtet blev kendt, blev det kun brugt i begrænset omfang. Europæerne blev i stedet ved med at anvende blider og andre gammelkendte våben, når de drog i krig. Bl.a. var den engelske langbue et langt vigtigere våben end krudtvåben i forbindelse med englændernes store sejre over franskmændene i hundredårskrigen. Først i 1500-tallet fortrængte krudt og kugler buer og blider fra Europas våbenkammer og gav dermed startskuddet til europæernes erobring af resten af verden.

Jagten på svovlet
Historikere har hidtil forklaret den omkring 200 år lange overgangsperiode fra mekaniske våben til krudtvåben med, at middelalderens skydevåben var for upålidelige og upræcise. De egnede sig i begyndelsen kun til at skræmme fjenden med bulder og brag.

Men den forklaring er forkert, hævder danske forskere fra Middelaldercentret på Falster. De forklarer i stedet den lange overgangsperiode med politiske og logistiske forhold i middelalderens Europa og Asien.

»Vi har i praksis afprøvet en model af verdens ældste kanon med gamle krudtopskrifter, og det er et yderst effektivt lille våben, der på en række områder langt overgik middelalderens traditionelle våben. Det kunne, når det blev affyret med kardæsker fyldt med søm og jernstumper, rydde et pænt hul i fjendens rækker,« siger centerleder Peter Vemming Hansen fra Middelaldercentret.

Når krudtvåbnene alligevel ikke for alvor blev brugt før sent i middelalderen, hænger det ifølge Peter Vemming Hansen sammen med, hvor svært det var at skaffe sikre leverancer af ingredienser: Svovl fik de europæiske krudtmagere i begyndelsen fra Island, trækul var alle vegne i Europa, men salpeter fra Indien og Bengalen var ikke altid lige let at få fat i.

»Det handlede om storpolitik. Det første salpeter kom ad karavaneveje til Konstantinopel, hvor italienske købmænd opkøbte det og videresolgte det til resten af Europa. Men efterspørgslen var så stor, at udbuddet slet ikke kunne følge med. Senere erobrede tyrkerne Konstantinopel, og dermed var der lukket for leverancer fra karavanevejene,« forklarer Peter Vemming Hansen.

Dette skabte ikke alene et europæisk behov for selv at fremstille eller udvinde salpeter. Ifølge centerlederen var det måske også medvirkende til, at portugiserne begyndte at lede efter en søvej syd om Afrika til Indien.

En af de andre ingredienser i krudtet, svovl, fik europæerne fra Island, hvorfra det siden begyndelsen af 1100-tallet var blevet eksporteret til Europa. Bl.a. blev svovl i Sydeuropa brugt til at desinficere tønder, inden der blev hældt vin på dem. Det var dog først i løbet af 1300-tallet, at Island for alvor begyndte at eksportere svovl sydpå.

Peter Vemming Hansen og andre forskere skal i forbindelse med Galathea 3-ekspeditionen en tur til Island for at undersøge, hvordan de lokale bønder i sin tid udvandt og forædlede svovl fra øens undergrund. Senere skal forskerne en tur til Bengalen, hvor salpeter stadig bliver udvundet som i middelalderen.

»Vores mål er at rekonstruere og kortlægge processerne, som de foregik dengang,« fortæller han.

Europæerne blev bedre og bedre til at blande krudt i de rigtige forhold og mængder. I begyndelsen af 1400-tallet fandt de ud af at raffinere den traditionelle blanding af svovl, salpeter og trækul. De tilsatte urin eller alkohol. Dermed blev deres sortkrudt mere eksplosivt og derfor også mere effektiv.

»Der var omkring ti forskellige krudttyper i middelalderen. De var gode til forskellige ting. Nogle var velegnede til bøsser, andre var velegnede til kanoner,« forklarer Peter Vemming Hansen.

Omkring 1500 begyndte europæerne selv at fremstille salpeter, hvilket for alvor gjorde dem i stand at gå i krig med krudtvåben. Overalt blev der udvundet salpeter fra møgdynger. I 1600-tallet skiftede europæerne den islandske svovl ud med siciliansk svovl, der er mere effektiv - den indeholder mindre kisel og suger ikke så meget fugt til sig.

På få århundreder havde europæerne opdaget krudtet, sikret leverancerne af råstoffer, forædlet det og skabt en lang række skydevåben at bruge det i. I løbet af yderligere et par århundreder havde de med krudt og kugler erobret resten af verden.