Kolding har fået en ny bysvamp

Den er gul og stor - på størrelse med et egern. Og den er opkaldt efter byen, hvor den er fundet: Cortinarius koldingensis.

Cortinarius koldingensis ligner ... en paddehat. Fold sammen
Læs mere

Det er ikke hver dag, der bliver fundet en helt ny svampeart i Danmark og der er meget langt imellem fundet af nye paddehatte. Byen Kolding lægger dog navn til et fund af netop en ny paddehatte-art, som er fundet i Marielundskoven, der rækker næsten ind i bykernen af den østjyske fjordby.

Den nye art, Cortinarius koldingensis, kan blive mere end 10 centimeter høj og den har en klar grøngul farve, så den er til at få øje på i skovbunden.

»Det er fascinerende, at videnskaben stadig kan finde ting i den størrelse, der er helt nye for os,« siger svampens opdager og navngiver, postdoc ved Statens Naturhistoriske Museum Tobias Guldberg Frøslev. Han har arbejdet med svampe i Marielundskoven i snart 20 år og opdagede den nye paddehat for 15 år siden. Det tager dog tid at få anerkendt en ny art, så det er først nu, den er optaget i svampeanalerne, mere nøjagtigt i det videnskabelige tidssskrift Mycological Progress.

Faktisk har Kolding allerede en bysvamp. Mycosphaerella koldingensis blev opdaget af den store danske svampeforsker Anders Nielsen Munk og anerkendt som art i 1952.

Men mycosphaerellaen er ikke så spændende som den nye koldingensis for den kun mildt svampe-interesserede.

»Jeg må nok erkende, at normalt er folk ikke særligt interesserede i svampe, medmindre de er spiselige eller giftige. Mycosphaerella koldingensis ses bare som nogle små mørke prikker på et blad. Det sjove ved den nye er, at det er en rigtig paddehat, som man kan se med det blotte øje. Den er stor og gul ... nok på størrelse med et egern,« forklarer Tobias Guldberg Frøslev.

Den nye paddehat er en slørhat. De kan ligne hinanden til forveksling - med fatal konsekvens.

»Jeg har da tygget lidt i den og spyttet den ud igen. Det er en del af arbejdet med svampe at smage på dem. Men normalt skal man jo ikke spise slørhatte, man finder. To af vores dødeligt giftige svampe er slørhatte« siger Tobias Guldberg Frøslev, der er uddannet biolog og har PhD i mykologi, læren om svampe.

De to andre dødeligt giftige svampe i Danmark er snehvid fluesvamp og grøn fluesvamp. Vi har andre giftsvampe, som bare er almindeligt farlige, og lige præcis i Marielundskoven i Kolding vokser to af dem; satans rørhat og djævlerørhat, som også er meget sjældne. Man fristes til at sige heldigvis.

»Marielund er et hotspot for sjældne svampe. Der er en tung og leret jordbund derude, som vi har fundet mange spændende svampearter på. Og der er helt sikkert flere arter,« siger Tobias Guldberg Frøslev.

Vi ved af gode grunde ikke, hvor mange uopdagede arter, der er i verden, og hidtil har de bedste gæt være baseret på at tælle arter i et område og gange op. Vi har godt styr i hele verden på pattedyrsarterne og fuglene. I Danmark er vi godt med når det angår planter og insektgrupper som sommerfugle og biller. Men svampene er for en stor del ukendte. Dansk Svampeatlas gør dog meget for at få kortlagt de danske svampearter.

»Det er stadig vigtigt at få beskrevet nye arter og kortlagt hvor de findes, fordi det fortæller os noget om biodiversiteten, som er vigtig når vi vil vide, hvordan naturen har det,« siger Tobias Guldberg Frøslev.

Et af de seneste gæt på antallet af svampearter er 611.000, hvoraf langt størsteparten er uopdagede, men det kan vise sig at være et alt for lavt estimat. DNA-analyser har vist, at artsrigdommen kan være langt større end hidtil andtaget, og netop DNA-analyse kommer til at ændre fuldstændigt både på vores viden om nye arter og vores måde at finde dem på.

Selv en stor paddehat som den nye Cortinarius koldingensis tilbringer størsteparten af sit liv under jorden. Tobias Guldberg Frøslev har på sine snart to årtier i Marielundskoven kun fundet den tre gange. Alle gange på samme sted, og der er tale om det samme individ. Andre svampe viser sig aldrig over jorden, så vi kan få øje på dem, eller hvis de viser sig, er de mikroskopisk små.

»Der kan sagtens vise sig at være millioner af svampearter på jorden. Ved at tage jordprøver og undersøge alt det DNA, vi finder i den, kan vi kortlægge et områdes biodiversitet langt hurtigere og mere sikkert end ved at gå rundt i skoven og lede efter de synlige dele,« siger han.