Klimaministeren siger klart nej til atomkraft: Det er »helt på Månen« at kalde det for grønt

Mens LA ønsker at bane vejen for dansk atomkraft som en klimaløsning, er klima- og energiminister Dan Jørgensen utvetydigt afvisende. Ministeren håber tilmed at se mindre svensk og tysk a-kraft i danske ledninger i fremtiden.

Tyskland er i fuld gang med at udfase landets atomkraftværker, og det bør de blive ved med, mener kilma- og energiminister Dan Jørgensen. Her er køletårnet til Mülheim-Kärlich-kernekraftværket nær Koblenz ved at kollapse under en kontrolleret nedrivning i fjor. Thomas Frey/AFP/Ritzau Scanpix

Den fik ikke for lidt, da lederen af Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, forleden i Berlingske gik i rette med klima- og energiminister Dan Jørgensens (S) afvisning af atomkraft som en mulig del af klimaløsningen for Danmark.

»Den måde, som Dan Jørgensen har talt om kernekraft på, synes jeg har været grænsende til det arrogante, næsten hånligt nedladende. Det er i mine øjne snæversynet, jeg er lige ved at sige fuldstændig tåbeligt, på forhånd at beslutte sig for, at man ikke engang vil afdække det som en mulig del af løsningen,« sagde LAs partileder og tilføjede, at det er »udtryk for teknologiforskrækkelse og en mærkelig ideologisk begrundet afstandtagen«.