Klimaforandringer kan næppe forklare hele infernoet i Los Angeles, men byen var i den grad advaret

Englenes By er forandret for evigt. USAs næststørste by står foran en monumental opgave med at genopbygge enorme bolig- og erhvervsområder efter en af de største amerikanske katastrofer i dette århundrede. Imens flammer konspirationsteorier om infernoet op, hvilket afleder opmærksomheden fra den virkelige årsag.

Ingen kan hævde, at Los Angeles ikke var advaret om, at byen var i fuld gang med at forandre sig til en sprængfarlig krudttønde.

4. januar og dermed tre dage før, at det mest omfattende inferno i byens historie var en kendsgerning, så meteorologen Ryan Kittell konturerne af disse dages glødende katastrofe.