Klimadragen vågner i Sibirien

De uforklarlige kratere i Sibirien er opstået på grund af global opvarmning, mener forskere på baggrund af nye undersøgelser.

Denne sommer er en række store, uforklarlige kratere opdaget i Sibirien. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

Som læser af denne klumme har du sikkert fulgt interesseret med i nyhederne om de »uforklarlige« huller oppe i Sibirien.

Om dybt mærkværdige og lige så dybe kratere med en diameter på op til 80 meter, der pludselig er opstået i tundraen.

Er de resultatet af meteornedslag, missiltests eller ligefrem af rumvæsners hærgen, som visse konspirationsteoretikere har foreslået?

Ingen af delene forekommer sandsynlige, ikke mindst efter at den russiske forsker Andrei Plekhanov og hans kolleger for et par uger siden nærstuderede et af de besynderlige huller på Yamal-halvøen sydøst for den store arktiske ø Novaya Zemlya.

I bunden af hullet målte de en usædvanlig høj koncentration af metangas: op mod 9,6 procent. I en normal atmosfære vil der bare være omkring 0,00018 procent metan.

På den baggrund mener adskillige forskere, at krateret er blevet til som konsekvens af den globale opvarmning.

Tundraen deroppe tør nemlig.

I somrene 2012 og 2013 var temperaturen i arktisk Sibirien ca. fem grader højere end det normale gennemsnit, hvilket har medvirket til at optø dele af den permafrosne jord deroppe. Tidligere har målinger foretaget af tyske videnskabsfolk fastslået, at i 20 meters dybde er temperaturen i den normalt permafrosne jord i Sibirien steget med ca. to grader i de seneste 20 år.

Den velbegrundede teori er dermed, at et »låg« af frossen jord deroppe er smeltet helt eller delvist. Hvilket har givet indespærret metangas under højt tryk nedenunder mulighed for så at sige at sprænge låget af, hvorved krateret er opstået.

I den permafrosne jord i arktiske landområder – og talrige steder på bunden af de polare have – ligger enorme mængder metangas indespærret i is, som man kalder gashydrater. Men når temperaturen stiger, bliver gashydraterne ustabile, hvorved de pludselig kan frigive deres metan – ofte eksplosivt.

På den baggrund kan talrige andre lommer af frossen, indespærret metangas meget vel eksplodere i de kommende arktiske somre, hvorved mange nye af de fascinerende huller deroppe kan opstå.

Hullerne kan dermed komme til at blive symbol på en klimamekanisme, der er temmelig bekymringsvækkende.

Metangas er en uhyre kraftig drivhusgas – omtrent 25 gange så potent som kuldioxid, CO2. Hvis mængden af metan, der frigives til atmosfæren fra det stadigt varmere Arktis stiger markant i årene fremover, risikerer den globale opvarmning at gå ind i en selvforstærkende proces: Mere metan vil øge opvarmningen af kloden, hvilket vil frigive endnu mere metan. Og så fremdeles.

Et klimamæssigt tipping point med andre ord.

På den store skala retter bekymringen sig især mod gashydrater på havbunden, hvor der ifølge estimater gemmer sig adskillige billioner, altså tusindvis af milliarder, ton indespærret metangas.

Polar- og klimaforskere tilknyttet Stockholms Universitet er i øjeblikket ved at gennemtrawle en del af det ret lavvandede og stadigt varmere Laptevhav nord for Sibirien med isbryderen »Oden«. Fra bunden af skibet optages løbende vandprøver fra otte meters havdybde, hvorved forskerne for nylig har gjort en noget foruroligende opdagelse:

Over visse havbundsskrænter er metangaskoncentrationen i vandprøverne ca. ti gange over det normale. Samtidig har de observeret store »bøvser« af metan, der som bobler stiger hele vejen op til havoverfladen. Drageånde kalder forskerne også med en fantasifuld betegnelse disse gasbobler.

På det geologiske forskningscenter GEUS i København har forskningsprofessor i glaciologi, Jason Box, fulgt med i sine svenske kollegers målinger og observationer i Laptevhavet.

For et par uger siden forfattede han en opsigtsvækkende blog på sit site meltfactor.org under overskriften »Er klimadragen ved at vågne?«.

Med henvisning til svenskernes observationer af synlige metanbobler skriver han (oversat fra engelsk), at »det er forbandet skræmmende«. Han fastslår, at »atmosfærisk metanfrigivelse er et langt større problem end atmosfærisk udledning af kuldioxid.« Og slutteligt konkluderer han, at »vi er på en kurs, hvor vi kan vække løbsk klimaopvarmning, som vil ødelægge globale landbrugssystemer, hvilket vil føre til massehungersnød, konflikter. Havstigninger vil være et beskedent problem i sammenligning«.

Det er barske dommedagstoner i en sommer, der endelig er ved at køle af på vores breddegrader.

Herfra er der naturligvis ingen mulighed for at vurdere, om »drageånden« i Laptevhavet og de sibiriske huller er blandt de første tegn på en snarlig global klimakatastrofe.

Blot kan man konstatere, at ingen, heller ikke Jason Box, har en krystalkugle at skue ind i, som viser klare og sikre billeder af fremtidens klimatilstand.

Og hvis man ønsker at blive beroliget, kan man henvise til en artikel i det velanskrevne videnskabelige tidsskrift Science, der fastslår, at den såkaldte »arktiske armageddon« i form af stigende metangasfrigivelse er »opgejlet« og »ikke nogen katastrofe«.

Til gengæld er artiklen fire år gammel.