Klimaalarmen fuser ud

De største klimaalarmister kan efter alt at dømme nedlægge deres hårdeste retoriske våben, for der synes endnu at være håb for kloden.

Foto: FRANZISKA KRAUFMANN.
Læs mere
Fold sammen

Hvis man følger lidt med i klimavidenskaben, er der stor sandsynlighed for, at man er grebet af støt stigende forvirring:

Stiger den globale middeltemperatur, eller gør den ikke?

Bliver lavtliggende kyster som de danske overskyllet af et langt højere havniveau om 100 år – eller gør de ikke?

Stiger hyppigheden af ødelæggende tropiske orkaner i de store verdenshave – eller gør den ikke?

Det overordnede problem med disse spørgsmål er naturligvis, at ingen har en velfungerende krystalkugle at skue ind i.

Men de forskere, der forsøger på baggrund af aktuelle målinger, observationer af trends og omfattende modelberegninger, når ofte frem til ret forskellige konklusioner – fra de næsten dommedagsagtige til langt mere beroligende af slagsen.

I den seneste tid er det imidlertid som om, at det er de noget mere beroligende konklusioner, der har domineret. For ikke at sige væsentligt mere beroligende. Hvilket pludselig synes at lukke op for væsentlig større optimisme med hensyn til risikoen for ekstreme vejr- og klimabegivenheder på kloden i de kommende årtier.

I den seneste og efterhånden noget forældede rapport fra 2007 fra FNs klimapanel, IPCC, vurderede man, at det globale havniveau vil stige med mellem 18 og 59 cm frem mod år 2100.

Få år senere blev den vurdering opjusteret til et sted mellem 0,9 og 1,3 meter i en undersøgelse, som bl.a. Niels Bohr Institutet i København deltog i.

Men nu er vurderingen atter nedjusteret til ca. 69 cm i en omfattende og EU-finansieret undersøgelse ved navn Ice2sea. Som en af undersøgelsens hovedforfattere, professor Tony Payne fra Bristol University, siger til BBC:

»Det, vi har fundet, er ikke skræmmende.«

F.eks. konkluderer forskerne, at der »kun« er ca. fem procent risiko for, at kyster i England, Irland og Holland omkring år 2100 vil blive ramt af ekstreme stormfloder, der vil være mindst én meter højere end nutidens værste af slagsen.

Man kan også sige det på den måde, at der i vidt omfang vil blive tid til at sikre sårbare kyster mod en relativt svagt stigende vandstand i de kommende 100 år. Hertil kan man knytte den kommentar, at IPCC i en specialrapport fra i fjor selv understregede, at der ikke er noget, som peger i retning af, at hyppigheden af og intensiteten i tropiske orkaner har været stigende i de seneste mindst 40 år.

Men endnu mere opløftende er nye vurderinger af klimaets såkaldte følsomhed – altså hvor kraftigt det store globale termometer reagerer på stigende koncentrationer af drivhusgassen CO2 i atmosfæren.

Hvis vi igen her vender os mod IPCCs detaljerede rapport fra 2007, så lød det her, at en fordobling af atmosfærens koncentration af CO2 vil føre til en stigning i den globale middeltemperatur på mellem 2,0 og 4,5 grader med lige omkring 3,0 grader som det mest sandsynlige. Her bør det tilføjes, at en fordobling af CO2-koncentrationen i forhold til niveauet ved industrialderens begyndelse forventes at indtræffe engang i sidste halvdel af århundredet.

Mere og mere peger imidlertid på, at klimaet reagerer langsommere end hidtil antaget på stigende drivhusgaskoncentrationer – en tendens, der ikke mindst synes at have gjort sig gældende gennem de seneste 15 år, hvor den globale middeltemperatur mere eller mindre er stagneret, dog på et rekordhøjt niveau.

Bl.a. har det store britiske vejr- og klimacenter Met Office for nylig nedjusteret sin prognose for de næste fem års globale temperaturudvikling og forudser nu ingen nævneværdig stigning.

Men endnu mere opsigtsvækkende er et forskningsresultat, der netop er offentliggjort i tidsskriftet Nature Geoscience, som peger på, at klimaet formentlig er en god bid mindre følsomt, end IPCC vurderede for seks år siden.

Her hedder det bl.a., at en fordobling af CO2 ventes at føre til en temperaturstigning på mellem 0,9 og 5,0 grader med omkring 2,5 grader som det mest sandsynlige.

I kraft af videnskabens stadigt mere detaljerede forståelse af klodens komplekse klimasystem koblet med nutidens kraftige supercomputere må det nye estimat anses som mere troværdigt end IPCCs vurdering fra 2007.

Hvilket er opløftende nyt i en situation, hvor alverdens lande på den ene side udleder stadigt mere CO2 og på den anden side har givet hinanden håndslag på, at den globale temperaturstigning bør holdes under to grader.

I de seneste par år er der blevet talt meget om, at tiden stort set er forpasset, hvis verden skal nå at slå CO2-bremsen i for at undgå såkaldte farlige og uafvendelige klimaforandringer. Tidligst i 2020 ventes en juridisk bindende global klimaaftale med CO2-reduktioner for alle lande nemlig at træde i kraft i FN-regi.

Heldigvis synes de nye og mere optimistiske forskningsresultater på klimaområdet i stigende grad at gøre det sandsynligt, at det stadig kan nås. Hvilket vi ikke mindst vil få at se i oktober 2014 i København, hvor 800 klimaeksperter fra hele verden vil præsentere deres konklusioner i den næste og politisk nærmest altafgørende IPCC-rapport.

De største klimaalarmister kan efter alt at dømme nedlægge deres hårdeste retoriske våben, for der synes endnu at være håb for kloden.