Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
De er kendte, de er rige, og de bliver ofte tiltrukket af miljøet af nye, spirende tech-virksomheder.
Det amerikanske internet- og tech-miljø af iværksættervirksomheder har en tendens til at trække opmærksom fra skuespillere, musikere, modeller og andre kendte personligheder, der investerer nogle af deres mange millioner i udviklingen af de nye virksomheder.
Nu har den tidligere topmodel og nu TV-kendis Tyra Banks også investeret i en iværksættervirksomhed inden for segmentet tech og digital forretning.
Det er det sociale shoppingcommunity The Hunt, der har fået skønheden med om bord som investor. The Hunt er en digital platform, hvor netshoppere hjælper hinanden med at finde de varer, de finder i form af billeder på fotodelingssider som blandt andre Pinterest, Instagram og Tumblr.
Investeringen sker gennem Tyra Banks nyetablerede virksomhed Fierce Capital, LLC, der udgør investeringsdelen i The Tyra Banks Company, som hun sidder som direktør og bestyrelsesformand for.
Investeringen markerer et fokus på at spotte, udvikle og investere i nye iværksættervirksomheder, lyder det i en pressemeddelelse om selskabets første investering.
»The Hunt kommer med en sjov og innovativ tilgang til shopping og mode. Det jeg bedst kan lide ved The Hunt er, at kvinder hjælper andre kvinder med at finde de perfekte outfit »H2T« (head to toe - eller på dansk fra top til tå, red.). Jeg glæder mig til at være en del af den nye måde at adresser kollektiv handel og styling,« lyder det i meddelelsen fra Tyra Banks.
Ashton Kutcher kendt som tech-investor
Netop The Hunt har i forvejen skuespilleren Ashton Kutcher blandt de personer, der har valgt at skyde penge i virksomheden. Ashton Kutcher er en af de amerikanske kendisser, der er særlig kendt for at investere sine penge i tech-iværksættervirksomheder via selskabet A-Grade Investments, og han har da også penge i en lang række af slagsen.
Herunder blandt andre musikstreamingtjenesten Spotify, Airbnb hvor folk kan leje deres private hjem ud til hinanden, delebilstjenesterne Über og Getaround, og designervaresitet Fab.com.
Skuespilleren har også foretaget investering sammen med det danske ventureselskab Sunstone Capital i januar 2012. Det var i den tyske communitymarkedsplads Gidsy, der gør det muligt for folk at formidle lokale oplevelser. Gidsy blev tidligere i år solgt til det tyske rejseoplevelsessite GetYourGuide.
Ud over sin interesse for at sende penge efter nye tech-virksomheder, optræder Ashton Kutcher også som internetmilliardæren Walden Schmidt i den amerikanske TV-serie »Two and a Half Men«, ligesom han snart er aktuel på filmlærredet i rollen som den tidligere topchef for teknologigiganten Apple og nu afdøde Steve Jobs, når filmen »Jobs« får premiere senere på sommeren.
Ifølge nyhedssitet Money Morning begyndte Ashton Kutcher - efter at have arbejde med filmproduktion - at se potentialet i tech-investeringer.
»Jeg indså, at internettet fik hastighed nok til at understøtte vækst i videostreaming, og jeg begyndte i det felt samt inden for digitale analyseværktøjer. Undervejs faldt jeg over en masse nyetablerede virksomheder - særligt inden for sociale medier - som appellerede til mig, fordi de understøttede kommunikation mellem mennesker og gjorde nye muligheder for markedsføre ideer, produkter, film og musik,« lød det ifølge Money Morning fra Ashton Kutcher tidligere i maj under en konference for techiværksættere i Israel.
Will Smith, Timberlake, DiCaprio og ...
Tidligere i denne måned var det skuespilleren Will Smith, der ifølge flere internationale tech-medier meldte sig på banen som en del af en gruppe investorer, der investerede i nettjenesten Fancy, hvor folk kan dele billeder af de varer, de godt kan lide - og købe dem.
Rækken af kendte personligheder, der har fået interesse for tech-miljøet, tæller også Justin Timberlake, der er kendt blandt andet for sin investering og sin rolle i relanceringen af Myspace, der er et af de første sociale medier, som trak opmærksomhed blandt internetbrugere - og i dag har fundet sin plads som et socialt medie for musikere og musikelskere.
Også skuespilleren Leonardo DiCaprio blandede sig i flokken tilbage i 2011, da han fulgte efter skuespilleren Ashton Kutcher og musikeren Lady Gaga og investerede i fotodelingsapp'en Mobli. Ligesom popstjernen Justin Bieber ligeledes har medvirket til at drysse stjernestøv over iværksættervirksomheder i USA.