Kan man få et nyt hoved?

I denne udgave af Videnskabet fortæller videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard om de interessante muligheder og dilemmaer, der kan være ved at tage hoved og krop fra to forskellige mennesker og sætte dem sammen kirurgisk.

En italiensk hjerneforsker har i et videnskabeligt tidsskrift beskrevet, hvordan man praktisk og lægeteknisk vil kunne udføre en decideret hovedtransplantation på mennesker. Det voldsomt omfattende kirurgiske indgreb vil være muligt at udføre fra 2017, mener han. Arkivfoto: Gabriel Bouys Fold sammen
Læs mere
Foto: GABRIEL BOUYS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man tager sig umiddelbart til hovedet. For det bringer minder frem om såvel de værste splatterfilm som om mellemøstlige terroristers halshugninger for rullende videokameraer.

For hvordan i alverden kan nogen dog bare tænke tanken – at transplantere hovedet fra ét menneske over på den hovedløse krop af et andet menneske?

Men ikke blot tænkes tanken. Den italienske hjerneforsker Sergio Canavero er klar til at stå i spidsen for forsøget, hvis blot han kan få tilladelse til det. Samt en donorkrop fra en hjernedød og et hoved, der er villig til at forlade sin lamme eller kræfthærgede krop. For i stedet at få en ny og rask af slagsen.

På den måde mener han, at man kan forlænge livet og ikke mindst livskvaliteten for mennesker med ubrugelige kroppe.

»Jeg mener, at vi nu har nået et punkt, hvor det er teknisk muligt,« siger Canavero, der har tænkt sig at annoncere sin plan i detaljer i juni på en amerikansk konference for neurokirurger.

Den ekstreme form for transplantation er udført før, men angiveligt kun på forsøgsdyr.

I 1970 lykkedes det for et amerikansk lægehold at transplantere hovedet fra en abe over på kroppen af en anden abe. Lægerne forsøgte dog ikke at forbinde de to stykker rygmarv, så aben kunne ikke bevæge sin krop. Til gengæld forsøgte hovedet at bide lægerne, og med mekanisk hjælp levede »dobbeltaben« videre i ni dage, hvorefter dens immunsystem afstødte hovedet.

Siden er forsøget med noget større succes blevet gjort på bl.a. mus og rotter, men, så vidt vides, aldrig på mennesker.

Men nu ønsker Sergio Canavero altså at gå hele vejen, og tidligere på måneden beskrev han i tidsskriftet Surgical Neurology International, hvordan det efter hans opfattelse bør gøres.

Først skal hovedet og donorkroppen nedkøles for at forlænge den tid, som cellerne kan overleve uden ilt. Derefter fjernes vævet omkring hals og nakke, blodtilførsel sikres med små rør i arterierne, og rygmarven i både hals og donorkrop skæres over.

Når det er gjort, bliver det brugbare hoved flyttet over på donorkroppen, hvorefter de to stykker rygmarv sammensmeltes. Det er den vanskelige opgave.

Overskåret rygmarv ligner et tætpakket bundt af spaghetti. Men dr. Canavero mener, at man kan sammensmelte de vitale forbindelser af nerver og dermed mellem kroppen og hjernestammen ved at skylle nerveenderne i et slags plastiksukkerstof ved navn polyethylen-glukose. Det burde få fedtstoffer i cellemembranerne til at fusionere. En anden mulighed kan være at sprøjte stamceller ind i rygmarven.

Dernæst bliver muskler og blodårer syet sammen, hvorefter patienten bliver holdt i koma i op mod en måned. I den periode vil indsatte elektroder med jævne mellemrum elektrisk stimulere rygmarven, hvilket menes at styrke de talrige nerveforbindelser.

Endelig vil man modarbejde kroppens forsøg på at afstøde transplanterede organer og lemmer ved at behandle med særlige lægemidler, der undertrykker immunreaktionen. Hvorpå patienten kan vågne med nyt hoved eller ny krop – alt afhængig af synsvinklen.

Processen vil kræve et hold af læger og sygeplejersker på cirka 100, selve operationen vil vare i op mod to døgn, og den samlede regning vil løbe op i mere end 60 mio. kroner.

Scenariet bliver detaljeret beskrevet i det seneste nummer af tidsskriftet New Scientist, men bladet har haft svært ved at få neurokirurger og hjerneforskere til overhovedet at forholde sig til, om det rent faktisk er muligt. De fleste afviser blankt tanken med den begrundelse, at det vil være uetisk eller bare for langt ude.

Men hvorfor egentlig afvise det som den rene rædsels-sciencefiction? I dag kan lægevidenskaben foretage andre indgreb, der ikke ligger så forfærdelig langt fra en hel hovedtransplantation. Man kan transplantere hjerte, lunger og for den sags skyld et helt ansigt. Og i nogle tilfælde er det lykkedes at få patienter med alvorlige rygmarvsskader til at gå igen.

Dertil kommer, at teknologien i stigende grad gør det muligt at sammenkoble menneske og maskine og dermed skabe det, som er døbt en cyborg. Et fremtrædende eksempel er aalborgenseren Dennis Aabo Sørensen, der har fået en kunstig hånd koblet direkte til nerverne i sin arm, så han i nogen grad kan føle med sin »intelligente« protese.

Dertil kommer, at der sandsynligvis vil være patienter, som vil være villige til at gøre forsøget. Tænk på tilfælde som den britiske topfysiker Stephen Hawking, der lider af en alvorlig nervesygdom, og som er kendt som superhjernen i en død krop. Eller tænk på en aldrende milliardær, som er bundet til en kørestol, men drømmer om en ung, stærk og smuk krop.

Og donorkroppe må kunne skaffes fra hjernedøde, der eksempelvis er blevet skudt i hovedet eller har fået hjernen, men ikke kroppen ødelagt i en trafikulykke.

Naturligvis er der et mindre ocean af etiske overvejelser at gøre, før man måtte tage skridtet fuldt ud.

Vil patienten, når han eller hun vågner, opfatte sig selv som den samme person, der kom ind på operationsstuen?

Vil man sørge over tabet af sin gamle krop?

Er hele ens gamle sjæl fulgt med, eller ligger en del af den tilbage i den døde krop, man har haft gennem hele livet?

Eller som min nysgerrige datter spørger: Hvad nu hvis den eneste tilgængelige donorkrop er fra en ung, sort kvinde, mens hovedet tilhører en gråhåret, hvid mand?