Kalkmalerier udsat for elektrochok

Salt fra havet eller undergrunden er godt i gang med at nedbryde kalkmalerierne i danske kirker. Men nu er forskere fra Danmarks Tekniske Universitet på vej med en enkel metode, der kan redde den rige kulturarv. De har vist at saltet kan fjernes ved at sætte strøm til malerierne.

Foto: Scanpix

I huset, hvor budskabet om Gud er livets åndelige salt, er forskere gået på jagt efter det jordiske salt, der er nedbrydende for en del af fortællingen om Gud.

Kirkernes kalkmalerier, der hylder Gud og illustrerer scener fra Biblen, er i forfald. Salt fra undergrunden eller fra havgusen trænger ind i murværket og ud i kalklagene, hvor det er godt i gang med at nedbryde hvælvingernes farverige fremstilinger af kristendommen.

Det nedbrydende salt har sat grå hår i hovederne på landets konservatorer, der kun i begrænset omfang har held med at stoppe processen. Men midt i fortvivlelsen er frelsen nær.

Videnskaben er kommet Guds huse til undsætning. Forskere fra Danmarks Tekniske Universitet forkynder kirken en stor glæde. Det ødelæggende salt kan fjernes ved hjælp af strøm, lyder det glædelige budskab, der bunder i dokumentation publiceret i internationale tidsskrifter.

Når strøm kan trække tungmetaller ud af forurenet jord, kan man nok også fjerne salt fra murværk efter samme princip, lød det ræsonnement, som fik ph.d.-studerende Inge Rörig-Dalgaard og Lisbeth Ottosen til at gå løs på munkesten, murværk og et enkelt udhus. Det har de gjort bevæbnet med elektroder, der tiltrækker salt-ionerne i muren, og på den måde skiller salt fra mur.

Med støtte fra Villum Kann Rasmussen Fonden og Realdania har de to forskere efter flere års arbejde nu vist, at de kan styre processen, så strømmen fjerner saltet uden at ødelægge murværk og maleri.

»Vi har udviklet en metode, der betyder, at den syre og base, der opstår ved elektroderne, ikke trænger ind og ødelægger noget. Det betyder, at vi er helt sikre på, at vi kan fjerne kilden til nedbrydningen, saltet, uden at tilføre nye ødelæggende elementer,« siger Lisbeth Ottosen.

DTU-forskerne har arbejdet sig frem fra enkelte sten til lidt mur i laboratoriet og et pilotforsøg på Lisbeth Ottosens udhus og er nu klar til at forsøge sig i den virkelige kirkeverden. Kalkmalerier i Fugleværelset på Vor Frue Kloster i Helsingør, der er stærkt nedslidte af salt, bliver om kort tid afgørende for, om metoden kan bruges i større skala.

»Vi kan ikke genskabe malerierne i klostret, men ved at fjerne saltet kan vi redde resten fra at forfalde,« siger Lisbeth Ottosen. Hun har stor tiltro til, at metoden er brugbar selv i store kirkerum med talrige hvælvinger prydet med kalkmalerier.

Holder forsøgsresultaterne, hvad de lover, kan metoden være med til at redde en betydelig del af den danske kulturarv, som kalkmalerierne udgør. Konkret kan metoden blive et værktøj i en bevaringsplan, som Nationalmuseet er ved at lægge sidste hånd på. Med støtte fra Augustinus Fonden har konservator og kirkekonsulent Kirsten Trampedach og kolleger udarbejdet en tilstandsrapport over kalkmalerier med billedmotiver i 330 danske kirker. Bevaringsplanen ventes offentliggjort på Nationalmuseets hjemmeside i maj.

»Vi har set på, hvilken teknisk tilstand malerierne er i og vurderet den antikvariske værdi af malerierne, dvs. den kultur- og kunsthistoriske værdi af malerierne. Vores liste giver et overblik over, hvor de alvorligste problemer er, og et indtryk af, hvor de største værdier findes,« siger Kirsten Trampedach.

Hun finder DTU-forskernes metode højst interessant og mener, det vil være et fantastisk redskab, hvis det viser sig, at metoden kan bruges i større målestok.

»Der er flere årsager til, at kalkmalerier går til grunde, men salt er det største problem, og vi har svært ved at bekæmpe problemet. Vi forsøger nogle steder at ændre klimaet i kirken, så temperaturudsving ikke får saltet til henholdsvis at opløses og krystallisere. Men der er grænser for den metode, for det optimale klima for malerierne er ikke sammenfaldende med det bedste for menigheden. Og menighedsrådene har ikke kun pligt til at bevare kalkmalerierne, de skal også drive kirkerne som de brugshuse, de er,« siger Kirsten Trampedach.

Kalkmalerierne i de danske kirker er blevet til i perioden fra 1100 til 1700. Siden er mange blevet dækket af adskillige kalklag, men op gennem 1800-tallet blev en del af malerierne frilagt, opmalet eller nymalet.

Det gik dog ud over langtidsholdbarheden, at kirkerummene fra slutningen af 1800-tallet blev varmet op under gudstjenesterne. Udsvingene mellem kulde og varme og den medfølgende skiftende fugtighed er nemlig årsagen til, at saltet i murværket henholdsvis opløses og krystalliseres. Og det er netop saltets omdannelse og bevægelse, der skubber til kalken, og dermed får malerierne til at smuldre.

Men når nedbrydningen først er gået i gang, går det relativt stærkt. Derfor foregår kampen for at redde malerierne i nogen grad i et kapløb med tiden. Indtil videre er omkring 700 kalkmalerier stadig bevarede i de danske kirker.