Jagten på vores fælles forfader – LUCA

Forskere synes at have fundet de ældst kendte fossiler nogensinde opdaget.

Stromatolites. Foto: Wikipedia
Læs mere
Fold sammen

Nordøst for Grønlands hovedstad Nuuk ligger et overvejende isfrit klippelandskab, der har opnået verdensberømmelse blandt geoforskere.

Årsagen skyldes i vidt omfang en af de internationalt mest fremtrædende danske forskere, den grønlandskfødte professor i geologi ved Statens Naturhistoriske Museum, Minik Rosing.

Kort før årtusindskiftet gjorde Rosing en enestående opdagelse i det særprægede og oldgamle klippeområde ved navn Isua. Han fandt kemiske spor af det ældst kendte liv på Jorden: små kulstoffragmenter, der efter alt at dømme stammede fra bittesmå levende organismer, som flød rundt i urhavet for 3,8 mia. år siden og dermed bare godt 700 mio. år efter vores planets dannelse.

Men det var og blev spor og dermed ikke fyldestgørende dokumentation for, at kulstoffet rent faktisk stammer fra primitive og formentlig planktonlignende organismer.

Nu hævder et australsk forskerhold, at de er kommet et afgørende skridt videre, nemlig med opdagelsen, hævder de, af vaskeægte fossiler og dermed aftryk i klipper af 3,7 mia. år gammelt liv. Opdagelsen er også gjort i Isua-bæltet, men i et område, hvor indlandsisen først for nylig har sluppet taget.

De påståede fossile rester af urgammelt liv har form som små krusseduller eller bølger, der snor sig i klipperne. Det er, mener australierne, aftryk fra såkaldt stromatolitter, der bedst kan betegnes som levende sten. Som mineraler sammenvævet af mikroorganismer.

Deres forskningsresultat er under stor opmærksomhed netop offentliggjort i det ansete tidsskrift Nature, for har forskerne ret, er der tale om de ældst kendte fossiler, der nogensinde er opdaget – hele 200 mio. år ældre end de hidtil ældste fossiler, der også stammer fra stromatolitter.

Autoriteten Minik Rosing er imidlertid stærkt skeptisk.

Til BBC forklarer han bl.a., at australiernes påstand forudsætter, at deres klippestump med krusseduller stammer fra en sjælden og velbevaret del af den oprindelige havbund. Men det er der ingen dokumentation for, mener han, for siden klippestumpens dannelse er den blevet æltet og kogt i klodens evindelige kværn af tektoniske kræfter.

Man kunne hævde, at Minik Rosing bare er misundelig, men der er altid grund til at lytte til professoren, der om nogen har indsigt i de komplekse sammenhænge mellem liv og klipper. I biogeologi, som det hedder.

Under alle omstændigheder peger såvel Rosings som australiernes resultat på det fascinerende forhold, at livet må have slået rod på Jorden i samme øjeblik, som bare nogenlunde stabile omstændigheder indfandt sig.

Hvis Rosings kulstoffer rent faktisk stammer fra levende organismer, har det ikke engang været klodens første liv. Det må have været endnu ældre og endnu mere primitivt og have ligget lige på grænsen mellem død og levende kemi. Det urgamle grønlandske liv kan dermed meget vel være efterkommer til organismer, som opstod i det umiddelbare kølvand af det ekstreme meteorbombardement, som ramte vores klode for omkring 3,9 mia. år siden.

Alt nuværende livs fælles forfader går blandt forskere under betegnelsen LUCA, en forkortelse for Last Universal Common Ancestor. Mere og mere peger imidlertid på, at den foreløbigt ukendte LUCA ikke nødvendigvis var Jordens første levende organisme – og dermed på, at liv er opstået og uddøet i flere omgange inden for den første halve milliard års tid af Jordens historie.

Er det sandt, synes liv at kunne slå rod i samme øjeblik, der er flydende vand og nogenlunde beherskede temperaturbetingelser til stede på et klippehimmellegeme af en vis størrelse. Hvilket bare gør det ekstra interessant at rette søgelyset mod de talrige nyopdagede planetverdener på stjernehimlen over os.