Jagten på den ultimative energikilde

Hvilken energikilde vil være verdens vigtigste, når vi skriver år 2100?

Den enorme varmeproduktion, der sker i Solen i kraft af kernefusion, er den ultimative energikilde. Desværre er det store og internationalt støttede forsøgsfusionskraftværk ITER, der er under opførelse i Sydfrankrig, løbet ind i omfattende udfordringer og budgetvanskeligheder. Foto: NASA Fold sammen
Læs mere

Eller sagt på en anden måde: Hvad er den ultimative energikilde? Den, som er det endegyldige svar på ikke bare klodens enorme klimaudfordring, men som også kan tilfredsstille krafthungeren hos en stadigt voksende og i stigende grad energiforbrugende verdensbefolkning?

I Danmark og mange andre lande satser man aktuelt på vindkraft. Så stor er væksten på området, at vind ifølge Global Wind Energy Council i fjor for første gang overhalede atomkraft målt på installeret global energikapacitet.

Men vindkraften svinger, som vinden blæser, den er relativt dyr, svær at lagre og er ikke løsningen i nationer og regioner, hvor vindstyrken sjældent når over en let brise.

Så er der kernekraften, som i nogen grad er i international krise (bortset fra i Kina), især som følge af den alvorlige ulykke på Fukushima Daiichi-værket i Japan i 2011. Men krisen skyldes også eskalerende etableringsomkostninger og forsikringspræmier samt mangel på langtidsholdbare løsninger på deponering af radioaktivt affald.

Ikke engang i Danmark har vi været i stand til at finde en permanent løsning på de i virkeligheden minimale mængder affald fra den beskedne og hedengangne forsøgs­reaktor på Risø.

Så er der den konventionelle atomkrafts teoretiske afløser: thoriumkraftværker. Det vil sige atomkraftværker, hvor man i stedet for uran anvender det ret almindelige grundstof thorium som den primære kilde til at opnå kernefission og dermed energiproduktion.

Men thoriumkraftværker eliminerer ikke atomaffaldsproblematikken, de vil blive endnu dyrere at opføre end gængse atomkraftværker, og de er stadig på det rene forsknings- og udviklingsstadie.

Til gengæld ser solkraften lovende ud. Prisen på solceller rasler fortsat ned, effektiviteten går op, og investeringer i solcelleanlæg stiger eksponentielt. Med det resultat, at solceller efterhånden står bag mere end én procent af klodens strømproduktion, kun overgået af vand- og vindkraft på den vedvarende energis område.

Solkraft lider bare af en række af de samme sygdomme som vindkraft: Den går op og ned, som skyerne driver, og årstiderne veksler, hvorfor man af samme årsag også her i nogen grad ramler panden mod lagringsmuren.

Man må imidlertid erkende, at solen er den ultimative energikilde. En gennemsnitlig kvadratmeter af Jordens overflade modtager så meget solenergi, at det i princippet er tilstrækkelig til at holde en energislugende brødrister kørende i døgndrift.

Der er således langt mere energi at høste fra solen end fra vind- eller vandkraft, der i øvrigt ville være ikke-eksisterende uden vores himmelske kæmpekraftværks ubegribeligt omfattende indflydelse på næsten samtlige jordiske processer. Så hvorfor ikke bare her på Jorden genskabe den kraftfulde fusionsproces, der får stjernerne og Solen til at gløde og vores klode til at blive herlig lun? På den måde vil man kunne kontrollere processen og skrue op eller ned for energiproduktionen alt afhængig af efterspørgslen.

Det forsøger man, heldigvis, også på, og det fremmeste eksempel er det enorme forsøgsfusionskraftværk ITER, der er under opførelse nær Aix en Provence i Sydfrankrig.

Her forsøger et konsortium med omfattende finansiel støtte fra bl.a. EU, USA og Japan at opføre en gigantisk reaktor, hvor en 300 millioner grader varm minisol skal kunne svæve, ophængt af verdens største og kraftigste elektromagneter.

Ideen er fremragende: Energipotentialet er kolossalt, kernefusion genererer kun en beskeden brøkdel af det atomaffald, som traditionel atomkraft skaber, og råstofferne er primært vand og det ganske almindelige metal lithium. Dertil kommer, at katastrofer som dem, man har været vidne til på Tjernobyl- og Fukushima-værkerne, vil være utænkelige.

Efter tilførsel af op mod 100 milliarder kroner til forskning, udvikling og opførelse, er ITER imidlertid løbet ind i omfattende problemer. Oprindeligt var det planen, at man skulle kunne tænde for det første såkaldte plasma og dermed få gang i kontrolleret kernefusion i begyndelsen af 2020erne.

Nu mener konsortiets generaldirektør, den franske kernefysiker Bernard Bigot, imidlertid ikke, at det kommer til at ske før omkring 2035 – og i givet fald kun, hvis projektet i det kommende årti får tilført 35 milliarder kroner ud over det allerede planlagte budget. Det har ifølge tidsskriftet Nature fået USA til at true med at bakke ud af megaprojektet i 2018, hvor man vil revaluere landets finansielle opbakning. Muligvis fordi USA simultant har gang i sit eget væsentligt mindre og laser-baserede forsøgsfusionskraftværk i Californien.

Man må håbe, at amerikanerne holder fast i ITER. Ja, at hele kloden bakker helhjertet op om det ambitiøse forsøg på at genskabe Solens måde at skabe varme på i en kontrolleret proces under jordiske forhold. For er der noget, som jordboerne i den grad mangler at finde, så er det den hellige energi-gral. En næsten uudtømmelig kraftressource, som på en bæredygtig måde kan forsyne ti eller endnu flere milliarder mennesker med energi langt frem mod det næste årtusindskifte.

TV: Hvad er den ultimative energikilde?