iPhone-ejere udsætter skift til nyt styresystem

Knap halvdelen af brugerne af mobile enheder fra Apple har endnu ikke skiftet til det nyeste styresystem iOS 8, der blev overskygget af flere fejl i forbindelse med lanceringen i september.

På 52 procent af de mobile enheder, der er i kontakt med Apples App Store, har ejerne skiftet til det nyeste styresystem iOS 8. 43 procent benytter stadig iOS7, mens fem procent er udstyret med ældre versioner. Fold sammen
Læs mere
Foto: MONICA DAVEY

Den seneste version af Apples styresystem til iPhone og iPad har skabt ballade hos mobilfolket, der da også tøver med at opdatere deres mobile enheder til den seneste version af mobilstyresystemet.

Det nye styresystem iOS 8 blev lanceret 17. september, og det blev hurtigt efterfulgt at meldinger om, at det ikke nødvendigvis kun gjorde noget godt for især de ældre versioner af Apples mobile enheder. Der kom blandt andet også herhjemme fokus på, at omstilling hos virksomheder ikke fungerede efter udrulningen - som tidligere beskrevet på B.dk.

Der kom da også hurtigt opdateringer til det nye iOS fra Apple, der nu er nået til version iOS 8.1. Alligevel er det kun godt halvdelen - eller 52 procent af brugerne af mobile enheder fra Apple, der er skiftet til iOS 8, mens 43 procent stadig benytter smartphones og iPads med det foregående styresystem iOS 7.

Hertil kommer, at det fortsat er fem procent, som bruger ældre versioner. Det viser en opgørelse foretaget 27. oktober af de enheder, der har været i kontakt med Apples appbutik App Store. Det fremgår af Apples egen side for udviklere.

Teknologimediet Techcrunch har tidligere meddelt, at det i løbet af de første 24 timer efter udrulningen af iOS 8 var halvt så mange, der havde taget det i brug i forhold til, da iOS 7 blev lanceret.

I en opgørelse fra september fra britiske Widespace, der står bag en platform til mobil markedsføring i Europa og herigennem analyserer trafikken fra mobilsites og applikationer - svarende til 66 millioner brugere og milliarder af annoncevisninger hver måned, lyder det, at danskerne var de mest tilbageholdende over for at tage det nye styresystem til Apples mobile enheder i brug.

Fordelt på lande var der færrest i Danmark med seks procent, som var hurtige til at skifte over til den nye version. Til sammenligning var der flest i Norge, som i løbet af de første 24 timer var klar til at tage systemet i brug - svarende til 13 procent.

Det var en fejl i Apples nye sundhedssoftware, der blandt andet kastede en skygge over lanceringen af det opdaterede styresystem iOS8 til iPhone og iPad, fordi den nye Health-applikation indeholdt fejl og dermed blev fjernet fra App Store, indtil fejlen blev rettet.

Apple var da også senere i september ude og give en undskyldning, der den første opdatering iOS 8.0.1, der ellers skulle rette op på problemerne med sundhedssoftwaren, skabte problemer med at få mobilforbindelse for de personer, der havde købt den nylancerede iPhone 6. Ligesom den skabte problemer med fingeraftrykslæseren på iPhones. Derfor måtte selskabet trække opdateringen tilbage.

»Vi undskylder for den store gene, som brugerne har oplevet, og vil arbejde i døgndrift for at gøre iOS 8.0.2 klar med rettelser,« sagde Apple, der kom med opdateringen i slutningen af september.