iPhone 5 og Galaxy S III har de dårligste mobilantenner

Dansk forskning viser, at de dyreste mobiltelefoner ofte er de dårligste til at opfange signal uden for byerne. Apples og Samsungs flagskibe taber suverænt testen.

Foto: Brandon Laufenberg Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er dem med de dyreste mobiltelefoner, der har størst risiko for at miste forbindelsen, når de foretager et opkald. Det viser en test udført af professor Gert Frølund Pedersen fra Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer, skriver Ingeniøren.

Frølund Pedersen har testet, hvor gode telefonerne er til at modtage signaler på de danske frekvensbånd. Det er resultaterne for opkald på 900 MHz-båndet, der ifølge Frølund Pedersen er de mest opsigtsvækkende.

I alt ni telefoner er med i testen.

iPhone 5 og Galaxy S III dumper

900 MHz-båndet benyttes af mobilselskaberne til at give dækning uden for byerne, da det har den største rækkevidde.

Testen viser, at iPhone 5 og Samsung Galaxy S III formår at opfange signal ved henholdsvis -88,9 og -89,9 dBm. Dette er betydeligt dårligere end den tredjedårligste telefon, Nokias billigmobil C2-01, der opfanger signal ved -93,1 dBm.

Læs også: »Samsung ejer iPhone-antennen«

dBm er en logaritmisk skala, hvor lavere værdier betyder bedre modtagelse. Hver -3 dBm svarer til en halvering af signalet. GSM-standarden siger, at telefoner bør kunne opfange et signal på mindst -102 dBm på 900 MHz-båndet, hvilket testen dog viser, at moderne telefoner langt fra formår.

»Inden jeg begyndte at teste, var jeg overbevist om, at jeg ville se resultater, som var bedre på S III og iPhone 5 end på forgængerne S II og iPhone 4. Jeg kunne ikke forstå, at jeg tværtimod fik resultater, der var så meget værre,« fortæller Frølund Pedersen til Ingeniøren.

Han er frustreret over, at antennerne i mobiltelefoner ser ud til at blive dårligere og dårligere.

Læs også: Hallo, hallo ... bip bip bip

»Modtagelsen bliver 4-5 dBm dårligere på et til to år. Faldet svarer til, at mobilselskaberne næsten skal fordoble antallet af master, hvis de skal kompensere,« siger han.

Billig Nokia-mobil er bedst

Den klart bedste antenne på 900 MHz-båndet sidder i Nokia 1800 - en billigtelefon til under 300 kroner - som opfangede signal ved -96,0 dBm. iPhone 4 er næsten lige så god, men den har et design, der gør, at signalet forværres, når telefonen holdes i hånden. Samsung Galaxy S II formåede at opfange signalerne ved -93,2 dBm.

Udover at teste på 900 MHz-båndet er telefonerne også blevet testet i frekvensområderne 1800 MHz og 2100 MHz. Se hele resultatlisten over alle ni telefoner her.

Professoren forklarer blandt andet de dårlige resultater ved, at mobilproducenter stiller færre krav til antennerne, fordi standarden hos konkurrenterne ofte er endnu dårligere.

Læs også: Samsung vil distancere Apple i 2013

Læs artiklen på amobil.no

Oversat og redigeret af Janus Bødker.