Internet Explorer 10 alligevel til Windows 7

Microsoft bøjer sig og leverer nyeste Internet Explorer til næstnyeste Windows.

Internet Explorer 10 er blevet helt redesignet. Det er dog ikke alle funktioner fra Windows 8, som vil kunne genfindes på Windows 7. Foto: Microsoft Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I et forsøg på at vinde tabt terræn tilbage sendte den amerikanske softwaregigant Microsoft tirsdag aften sin nyeste Internet Explorer 10 ud til brug på Windows 7.

Microsoft havde ellers meddelt, at Internet Explorer 10 var forbeholdt brugere af den nyeste Windows-udgave, Windows 8, men nu kommer IE10, som den normalt forkortes, alligevel til Windows 7, som har den største brugerskare blandt Windows-brugere.

Tidligere var Internet Explorer verdens mest brugte internetprogram, fordi Microsoft med held havde bygget den ind som fast bestanddel af Windows-styresystemet, der ligger på henved ni af ti PCer i verden. Det kostede den daværende konge af nettet, Netscape, livet. Men Internet Explorer har siden mistet solide markedsandele til især Googles Chrome og Mozillas Firefox og er dermed kun lige markedsledende. Lige over 50 procent af alle netsider vises stadig gennem Internet Explorer, men brugerandelen varierer stærkt fra land til land.

Kun den ene af to brugerflader

Det håber Microsoft at kunne ændre på ved at gøre Internet Explorer 10 tilgængelig for de omkring 700 millioner Windows 7-brugere.

Internet Explorer 10 kom, da Windows 8 blev lanceret i oktober 2012 til både PCer og tavle-PCer. Den nyeste udgave af internetprogrammet er blandt andet blevet speedet op, så det ifølge Microsoft selv henter netsider 20 procent hurtigere end Internet Explorer 9. Det har generelt fået ros, selv om det på Windows 8 reelt er to forskellige programmer, afhængigt af om man bruger det som en app/et småprogram eller som den fulde PC-udgave fra Windows-skrivebordet. Her er grundproblemet, at brugerfladen ser forskellig ud, hvilket skaber forvirring hos brugerne. Brugerfladen til app-verdenen fåes dog ikke til Windows 7. Desuden er Adobe Flash Player ikke bygget ind men skal installeres særskilt som i tidligere udgaver af Internet Explorer.

Windows 8-salget går ikke forrygende. Kun 2,3 procent af computerbrugerne kører ifølge analysefirmaet NetMarketShare med Windows 8 og dermed med Internet Explorer 10, som hidtil ikke har fandtes til andre Windows-udgaver.

Hvis man vil opdatere sin Internet Explorer, bør man gøre det gennem Windows Update-funktionen. Her vil Internet Explorer 10 automatisk dukke op om nogle uger.