Indonesien blokerer en million pornosider

Den indonesiske regering har sat ind mod bare bryster og blottede baller.

Afpornoficeringen af det indonesiske net sker som forberedelse til den hellige måned, Ramadanen, som begynder på lørdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: ROMEO GACAD

Bare bryster og blottede baller er tilgængelige på millioner af sider på internettet. Men nu er der en million færre for borgerne i Indonesien, hvor regeringen har blokeret for adgangen til de mange sider. Det skriver The Next Web.

Afpornoficeringen af det indonesiske net sker som forberedelse til den hellige måned, Ramadanen, som begynder på lørdag. Det forklarer Kommunikations- og Informationsminister Tifatul Sembiring.

- Vi vil blokere flere pornosider under Ramadanen, men det betyder ikke, at vi vil tillade sådanne sider at operere resten af året, siger han til The Times of India.

Det er blot det nyeste skridt i Indonesiens kamp mod nøgne mennesker på film og billeder. Porno blev forbudt på alle BlackBerry smartphones i landet sidste januar, efter den indonesiske regering lagde pres på den canadiske producent RIM. BlackBerry er Indonesiens mest populære smartphone.

Startskuddet til den hårde kurs lød i 2008. Her vedtog det indonesiske parlament en lov, der forbyder borgerne at eje, distribuere eller producere porno. Alle, der viser sig nøgne i offentligheden kan få op til 10 år i fængsel og bøder op til omkring tre millioner kroner. Downloader man porno på internettet, risikerer man op til fire år i fængsel.