Indianere camperede i Arktis i 10.000 år

Amerikanske forskere mener, at hårdføre mennesker boede på den nu oversvømmede landbro Beringia mellem Sibirien og Alaska i op mod 10.000 år.

Sådan kan der have set ud om sommeren i områderne omkring den oversvømmede landbro Beringia mellem Alaska og Sibirien. Parti fra øen Rat Island, Alaska. Fold sammen
Læs mere
Foto: HO

I dag er det et over 80 km bredt stræde i et af de mest ugæstfrie områder af kloden.

Men under istiden for 15.000 år siden var det et kolossalt landområde, som tillod mennesker at vandre mellem to enorme kontinenter - det asiatiske og det amerikanske. Simpelthen fordi meget mere vand lå bundet i is, hvorfor havniveauet var betydeligt lavere end i dag.

Beringia kalder man i dag det forsvundne land, der strakte sig milevidt omkring det nuværende Bering Stræde mellem det yderste Sibirien og Alaska. Et farvand, der i øvrigt har sit navn efter den danske opdagelsesrejsende Vitus Bering.

Det er for længst dokumenteret, at formentlig hele den oprindelige befolkning i både Syd- og Nordamerika stammer fra asiater, der vandrede over landbroen for 15.000-20.000 år siden.

Det har bl.a. den danske professor i forhistorisk DNA Eske Willerslev været med til at dokumentere med avancerede analyser af oldgamle nordamerikanske knoglerester.

Men nu mener et hold af amerikanske forskere, at mennesker levede på den forsvundne landbro mellem kontinenterne i helt op mod 10.000 år - fra omkring 25.000 til 15.000 år siden.

Forskerne baserer bl.a. deres hypotese på boreprøver af havbunden i Beringstrædet.

De afslører nemlig overraskende rige fossile rester af planter, pollen og insekter fra den nævnte periode. Hvilket viser, at der må have været typisk tundravegetation dengang med bl.a. små birke- og piletræer, som mennesker kunne anvende til bl.a. brænde.

Forskerne mener, at datidens mennesker på Bering-landbroen har anvendt fedtholdige mammutknogler til at tænde op med sammen med brænde fra de små træer.

"Det er forbløffende, når man tænker på at disse mennesker levede i midlertidige bivuakker - sikkert noget i retning af telte - i Arktis, især om vinteren. Det var ekstremt hårdføre folk," siger palæoøkologen Scott Elias til den amerikanske avis Chicago Tribune.

Forskerne erkender dog, at de mangler det fældende bevis i form af eksempelvis rester af menneskeknogler eller bopladser på havbunden.

Geologiske undersøgelser har dokumenteret, at Beringia strakte sig flere hundrede kilometer mod syd fra det smalleste sted mellem nutidens Sibirien og Alaska og havde et areal på over en mio. kvadratkilometer.

I de første mange tusind år blev mennesker i Beringia imidlertid mødt af en regulær gletsjermur på Alaska-siden, hvilket har blokeret for adgang til det amerikanske kontinent.

Men efterhånden som kloden blev varmere, smeltede gletsjerne i Alaska, hvorefter der var kystadgang til Nordamerika. Hvilket gjorde det muligt for mennesker at indtage Amerika helt til ned Ildlandet i løbet af få tusind år.

Frem til for 10.000-15.000 år siden lå havet mange steder på kloden mere end 100 meter under det nuværende niveau, hvilket gjorde det muligt for mennesker overalt i verden at bo og vandre i områder, der i dag er oversvømmede.

Foruden Beringia gjaldt det bl.a. det såkaldte Doggerland mellem England og Jylland og Sundaland, der forbandt dele af Filippinerne med Borneo, Indonesien og Malaysia.

Også Sri Lanka og Indien samt Australien og Ny Guinea har engang været sammenhængende med store menneskevandringer til følge.