I 1982 havde jeg den røde kæmpesten for mig selv. Nu har turistflodbølgen lukket den

Lørdag er det endegyldigt slut med at bestige den rødglødende monolit midt i Australien, Uluru, der tidligere hed Ayers Rock. I Thailand har myndighederne lukket adgangen til en af verdens smukkeste strande. Homo turisticus er blevet en ødelæggende naturkraft.

Nu er det blevet for meget. Tilstrømningen af turister til Australiens røde og enestående kæmpesten, Uluru, blev i sidste ende så overvældende, at de lokale myndigheder fra lørdag forbød bestigning af den hellige monolit. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lukas Coch/EPA/Ritzau Scanpix

Kort efter min studentereksamen i 1982 rejste jeg i månedsvis rundt i det enorme land »nedenunder«, Australien.

Følelsen af frihed i det solbagte, gæstfrie og ubeskriveligt vidtstrakte land var grænseløs og naturen overvældende.

I 1982 var der ingen asfalterede veje i den øde og afsvedne outback i hele det indre Australien. Men man kunne tage greyhoundbussen fra Adelaide ad en støvet grusvej hele vejen ind til en rødglødende megasten midt på kontinentet.

I 1980erne kaldte man den bjergtagende sten for Ayers Rock, men senere skiftede den af hensyn til de lokale aboriginere, der i årtusinder har opfattet stenen som hellig, officielt navn til Uluru.

For de få tilrejsende var der – så vidt jeg husker – blot et enkelt mindre hotel samt et ydmygt vandrerhjem, hvor jeg indkvarterede mig med min rygsæk.

Som en strandet på en planet

Dagen efter gik jeg med et par håndfulde backpackere ad smalle stier mellem giftige buske og farverige øgler med spillende tunger hen til monolitten, der blændede øjet med sit rød-orange farvespil. Hvorefter vi som det mest naturlige besteg den 350 meter høje kæmpesten – uden at nogen så meget som hævede et øjenbryn.

Jeg husker stadig, at jeg på toppen med udsigt til 100 kilometer komplet øde bushland i alle retninger følte mig næsten alene i verden. Som en strandet på en fremmed planet.

Lørdag er dette eventyr endegyldigt slut for alverdens turister.

For siden min »bestigning« for snart 40 år siden er der åbnet en lufthavn i nærheden med kapacitet til såvel Airbus- som Boeing-fly. De endeløse grusveje er blevet asfalteret. Hoteller og resorts er skudt op, og i fjor besteg over 350.000 mennesker stenen.

Alt sammen med det resultat, at Uluru efterhånden blev overbetrådt i en sådan grad, at nationalparken sagde stop og fra lørdag forbød turistbestigninger. Masserne af »gæster« var begyndt at vanhellige og nedbryde den hellige sten.

Denne strand på den gudesmukke thailandske ø Phi Phi er lukket indtil omkring 2021 som følge af turisternes nedbrydning af bugtens koralrev. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lillian Suwanrumpha/AFP/Ritzau Scanpix.

I december 1987 rejste jeg med den samme rygsæk fra Singapore op gennem Malaccahalvøen til Thailand, hvor jeg tog en lille færge over til den mest vidunderlige tropiske ø: Koh Samui.

En nedslidt minibus fragtede mig til Chaweng-stranden, hvor jeg for omkring 20 kroner pr. nat lejede en lille palmehytte.

På Koh Samui var der ingen lufthavn, ingen charterturister, ingen resorts. I min hytte gik glødepæren i loftet ud hver aften klokken 22, når generatoren blev slukket. Hvorefter jeg var overladt til mørket og lyden af kriblende kæmpekakerlakker og det lejlighedsvise dump fra en kokosnød, der ramte sivtaget.

I dag har Koh Samui en større lufthavn – samt titusindvis af velbeslåede turister på snesevis af større resorts, der har forandret de smukke strande fra en enestående naturoplevelse til en form for forlystelsespark.

En om muligt endnu større tilstrømning er sket til den lille og gudesmukke ø Phi Phi på den modsatte side af halvøen, hvor myndighederne har set sig nødsaget til at turistlukke bugten, der er kendt fra Leonardo DiCaprio-filmen »The Beach«. Forklaringen: En tyvedobling af turistantallet på bare ni år med parallel nedbrydning af bugtens koralrev.

I dag må store krydstogtskibe ikke længere sejle direkte forbi Venedigs historiske bycenter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miguel Medina/AFP/Ritzau Scanpix.

»Jeg er lettet over, at jeg nåede at opleve talrige enestående klodepletter, før Starbucks, Hilton og Louis Vuitton rykkede ind. Og jeg begræder, at mine børn aldrig får chancen.«


Tilstrømningen af turister i sandaler og med selfiestænger ved Uluru og på Koh Samui og Phi Phi er endda for intet at regne mod de stigende horder, der dagligt strømmer ind fra lufthavne og krydstogtskibe til Barcelona, Venedig og Dubrovnik her i Europa.

Forklaringen er tosidet – stadigt rigere befolkninger og faldende flypriser. Samt – må man tilføje – en 15-dobling af antallet af oversøiske kinesiske turister fra årtusindskiftet til i dag. Kineserne bruger i dag flere penge end noget andet folk på deres udenlandske turistrejser, og aktuelt ligger fire af verdens 12 travleste lufthavne (inklusive Hongkong) i Kina.

Udviklingen fortsætter med en forventet vækst i den globale turisme i det kommende årti på over 40 pct. – og dermed flere nedbrudte naturområder, strande og enestående byer forvandlet til kæder af internationale brands.

Jeg er lettet over, at jeg nåede at opleve talrige enestående klodepletter, før Starbucks, Hilton og Louis Vuitton rykkede ind. Og jeg begræder, at mine børn aldrig får chancen.