Hvorfor mænd ingenting fatter og kvinder altid mangler sko

Den lille forskel mellem mænd og kvinder er i virkeligheden afgrundsdyb. En ny bog giver vejledning i, hvilke taster man skal trykke på for at opnå det bedste resultat hos det modsatte køn. Og oplysning om, hvad vi tænder på hos hinanden.

<a href='http://images.bm4.metropol.dk//199/199548/199548_original.gif'>Se i stort format</a> Fold sammen
Læs mere

Skat, skal vi ikke gøre det på den omvendte måde i aften? spørger han. God idé, svarer hun. Så tager du opvasken, mens jeg ser sporten...

Den lille forskel er ikke så lille endda. Vidste vi det ikke før, så ved vi det nu. Den er afgrundsdyb. Mænd og kvinder ser, tænker, føler og handler vidt forskelligt i utallige situationer. Og som noget nyt: Alle forskelle kan forklares med evolutionære og biologiske argumenter, hævder Allan og Barbara Pease i deres ny bog: »Hvorfor mænd ingenting fatter, og kvinder altid mangler sko«.

Om det så er videnskab, der kan forklare, hvorfor kvinder taler så meget, hvorfor de aldrig kan finde vej, og hvorfor de altid hakker på deres mænd. Eller hvorfor mænd altid zapper med fjernkontrollen, hvorfor de aldrig taler med hinanden på offentlige toiletter, og hvorfor de hader at shoppe - det er nok mere tvivlsomt. Men under alle omstændigheder er det ret underholdende - og så er der måske alligevel noget om snakken.

En slags manual til det modsatte køn kan man kalde bogen, der ikke skal gøre mænd til kvinder og kvinder til mænd, men når kvinder indser, hvordan og hvorfor mænd er blevet, som de er, er det lettere at acceptere den anderledes måde, de opfører sig på. Og når en mand indser, at en kvinde kommer fra den modsatte retning, kan han også have gavn af hendes erfaringer og livssyn. Og så får vi det allesammen bedre, er forfatternes holdning.

Det kan kvinden så tænke på, næste gang hun er ved at flegne ud over manden, der zapper løs på fjernsynet. Det er hans stenalder-gen, der slår igennem.

»I tusinder af år er mænd ved dagens slutning kommet hjem fra jagt og har tilbragt aftenen med at sidde og stirre ind i lejrbålet. En mand kunne sidde i denne trancelignende tilstand sammen med sine venner uden at kommunikere, og de andre mænd krævede ikke, at han talte eller deltog i noget. For mænd var dette en værdifuld form for afslapning og en måde at genoplade batterierne på til næste dags aktiviteter,« fortæller forfatterne.

Moderne mænd stirrer stadig ind i bålet ved dagens slutning, men nu er bålet udskiftet med et fjernsyn. Når han zapper, skyldes det ifølge forfatterne to ting: Manden har en løsningsorienteret, problemløsende hjerne, så han er interesseret i at nå pointen hurtigst muligt. Ved at zappe gennem kanalerne kan han analysere problemerne i hvert program og overveje hvilke løsninger, der kræves. For det andet bliver det en slags medicin mod stress, ligesom at surfe på Internettet, pusle om bilen eller - ofte det foretrukne - at have sex. Så længe en mand koncentrerer sig om én ting, kan han nemlig altid glemme sine egne bekymringer og have det godt med sig selv, hedder det i bogen.

Når mænd heller aldrig kan få sig selv til at spørge om vej, skal vi igen mange tusinde år tilbage for at finde årsagen. Mænd har i evigheder brugt den rummelige del af deres hjerne til at opspore bytte. Undervejs har de tilegnet sig en god retningssans, ja, faktisk kan mange mænd på grund af en højere koncentration af jern i deres højre hjernehalvdel mærke den magnetiske nordpol i et lukket rum, lyder et af forfatternes argumenter. Kvinderne derimod blev hjemme og passede reden, og hvis de begav sig ud, var det ikke nødvendigt for dem at kende retningen hjem. De kom sjældent længere væk, end at de såmænd bare skulle holde øje med nogle markante træer eller en lille sø.

For manden var retningen et spørgsmål om liv eller død. Så hvis en mand i dag må indrømme, at han er faret vild, indrømmer han samtidig, at han har svigtet en af sine allervigtigste egenskaber: at finde vej.KVINDERS UTROLIGE snakkeiver er en af de sværeste ting at forstå for mænd, viser Pease-ægteparrets undersøgelser. Også her skal vi tilbage til urtiden for at forstå baggrunden.

Mænd udviklede sig til at sidde tavse på en bakke og spejde efter jagtbytte, mens kvinder talte konstant som tegn på, at de var knyttet sammen. Når moderne mænd tager på fisketur, siger de stadig ikke meget, mens kvinder på shoppingtur (læs: samler nødder) taler konstant. De behøver ikke en grund til at snakke, og de behøver ikke noget mål. De snakker for at holde forbindelsen med hinanden.

En kvindelig hjerne kan let producere 6.000-8.000 ord om dagen, mens mange mænds maksimale præstation kun kommer op på 2.000-4.000 ord om dagen, viser ægteparrets »forskning«. Derfor kan man godt forstå, at der sidst på eftermiddagen kan opstå problemer i parforholdet, når han nærmest har opbrugt dagens kvote, mens hun stadig har 4.000 ord tilbage.

Lettere bliver det ikke af, at manden ganske enkelt ikke forstår at afkode store dele af kvindens talestrøm.

Når kvinder taler, siger de ofte noget andet end det, de mener. Igen skal vi tilbage til stenalderen eller deromkring, hvor indirekte udtryk blev brugt til at undgå aggressioner, konfrontationer eller splid med det formål at bevare harmonien på bopladsen, mener forfatterne.

Kvinder har ingen problemer med at forstå hinanden, men taler de til mænd, kan det blive katastrofalt. Mænd tager alting meget bogstaveligt.

Når en kvinde i dag siger »fint« til sidst i en diskussion, mener hun at have ret og vil gerne have ham til at holde mund. »Fem minutter« betyder cirka en halv time, og »Ingenting« betyder »noget«. »Ingenting« bruges normalt til at antyde, at hun har lyst til at kvæle sin mand. »Ingenting« er ofte starten på en diskussion, der vil vare mindst »fem minutter« og ende med ordet »fint«.

Mænd vil aldrig forstå kvinder, og kvinder vil aldrig forstå mænd. Og det er der ingen mænd eller kvinder, der kan forstå, lyder et ukendt citat fra bogen. Men forfatterne mener alligevel, at man skal gøre et forsøg. Og med løfte om mere intime, mere tilfredsstillende og mere sexede liv, skulle man måske give det en chance.