Hvide pletter på vandkortet

Fire friske fiskeforskere skal det næste år tælle dyreliv i Øresund ud for Den Blå Planet. Det er første gang, vi får så godt et indblik i en verden, som er så nær og dog så lukket.

Forskningschef ved Den Blå Planet Peter Gravlund og biologistuderende Tore Holm-Hansen snorkler i Øresund med svenskekysten i baggrunden. Foto: Christian Liliendahl Fold sammen
Læs mere

Ni ålekvabber, 168 havkarusser, 40 lerkutlinger, 119 sortkutlinger, 42 ni-piggede hundestejler, 772 tre-piggede, 27 tangsnarrer, syv savgylter, otte aborrer, 13 brandmænd og hundredvis af andre småfisk er noteret med undervandspen på tavlen, som biologer fra Den Blå Planet har med på dagens snorkeltur i Øresund ud for det nyligt åbnede nationalakvarium. Seks gange om måneden snorkler fiskeforskerne ud og noterer alle fisk og gopler, som de ser undervejs i stensætningen langs bredden og i ålegræsset ude på nogle meters dybde.

»Vi tager nøjagtigt den samme rute hver gang, og vi tager turen på flere tidspunkter af døgnet, fordi dyrelivet opfører sig forskelligt dag og nat. Det er første gang, vi får en så god registrering af variationen over tid af faunaen langs en dansk kyst,« siger biolog Peter Gravlund, forskningschef ved Den Blå Planet.

Den synlige del af nationalakvariet præsenterer havets dyreliv for et bredt publikum, men bag kulisserne skal der forskes. Og i ny og næ sker det så også foran publikum – snorkelturene finder sted fra bådebroen ud for cafeteriet, så alle kan følge med, når biologerne går i vandet.

Med sig på snorkelturen har biologerne en tavle med 30 afkrydsningsfelter for arter, som man allerede er sikker på findes i Øresund. På tavlen er anført fem forskellige slags kutlinger, som formentlig er den danske saltvandsfisk, de fleste af os har set i sit rette element. Kutlinger er de småfisk, man ser smutte om fødderne, når man bader fra stranden. Man skal være ualmindeligt fiskeinteresseret for at kunne kende kutlinge-arterne fra hinanden, og der må nok desværre snart gøres plads til en sjette kutling på listen.

Ubuden gæst

Den sortmundede kutling hører hjemme i Sortehavet, men er bragt til Østersøen med skibenes ballastvand. Omkring Lolland fyldes fiskernes ruser op med hundredvis af kilo af sortmundet kutling, så det er et spørgsmål om tid, før den dukker op i Øresund, og den systematiske kortlægning af en kyststrækning vil give et indtryk af, hvad der egentlig sker med de hjemlige arter, når den invasive art rammer et område. Kutlinger har hverken interesse som fangst for erhvervsfiskere eller lystfiskere, så deres udbredelse er hidtil dårligt beskrevet.

»Der er kæmpehuller i vores viden om de fisk, der ikke har kommerciel interesse. Men de kan godt have stor betydning som fødegrundlag for andre fisk,« siger Henrik Carl, daglig leder af fiskeatlasprojektet, som styres fra Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet.

En brandmand i masken

Fiskenoteringerne fra Øresund vil indgå i Fiskeatlasset, som skal omfatte alle danske saltvandsfisk i alle salte farvande. Snorkling er en relativt ny metode til at registrere fisk, som først er kommet til Danmark de seneste år. Traditionelt bruger man netredskaber og tæller, hvad man kan hive op af vandet.

»Mange af småfiskene kan ikke fanges i net, og man kan heller ikke komme helt tæt ind under land. Snorkling får det hele med og supplerer fantastisk godt,« siger Henrik Carl, der selv har været ude 60-70 gange i år for at snorkle langs kysterne.

Foruden viden til fiskeatlasset bidrager snorkelturene ved Den Blå Planet til et gopleprojekt under DTU Aqua. Der er ikke ret mange vandmænd i Øresund for tiden, men masser af brandmænd, som havbadere vil vide. 13 brandmænd i alt blev set på denne tur, og en af dem blev også følt af biologistuderende Tore Holm-Hansen, som er en af de fire snorkelforskere.

»Jeg blev så glad over at få øje på en rigtig flot savgylte, og så svømmede jeg lige ind i brandmanden og fik den i masken,« griner han.

TV: Kom med ind i Den Blå Planet