Hver tredje med brystkræft behandles unødigt

Det er kun nødvendigt at behandle to ud af tre af de brystkræfttilfælde, der opdages ved mammografi, viser ny forskning. Alligevel behandles alle.

Foto: Christian Als

Når mammografien viser, at der er en kræftknude i en kvindes bryst, så skal hun behandles med operation eller strålebehandling – eller begge. Også selv om et grundigt blik i kræftstatistikkerne nu viser, at hvert tredje tilfælde aldrig ville sprede sig eller udvikle sig til en dødelig sygdom.

Det skriver forskere fra københavnske Nordic Cochrane Center i British Medical Journal (BMJ). De har kigget på kræftstatistikker fra Storbritannien, Canada, Australien, Sverige og Norge mellem 1971 og 1999 – altså årene før og efter man i disse lande indførte nationale screeninger af kvinder. Og tallene her bekræfter et lignende studium fra sidste år: cirka 35 % af kvinder med brystkræft har en type af sygdommen, som ikke vil udvikle sig til en dødelig sygdom i deres estimerede levetid.

Overbehandling er 'uundgåelig'
Dette kaldes overbehandling, og forskerne fastslår i BMJ, at kirurgisk behandling eller kemoterapi kun kan kaldes skadelig for patienten, hvis ikke den er nødvendig.
Allligevel, mener forskerne, at det er nødvendigt at blive ved med at behandle alle, da det er ikke muligt ved screening at skille den tredjedel af harmløse tilfælde fra de to tredjedele behandlingskrævende. De konkluderer, at overbehandlingen således er ’uundgåelig’.

Professor Gilbert Welch fra Dartmouth skriver i samme artikel i BMJ, at løsningen på problemet må være bedre oplysning til kvinder om hvilken risiko, der er for, at de har udviklet eller vil udvikle en dødelig form for brystkræft – på den måde, mener han, vil ikke alle ukritisk gå til screening, og dermed kan man reducere antallet af de harmløse, overdiagnosticerede tilfælde.

Fortsæt screening
Det mener Dr Sarah Cant fra Breakthrough Breast Cancer er den helt gale fremgangsmåde. Hun siger til BBC News, at hun ikke håber, at denne nye forskning vil afholde kvinder fra at gå til screening:

- Desværre er det ikke muligt at forudse, hvilken kræft, der vil udvikle sig aggressivt, og hvilken, der vil udvikle sig meget langsomt. Men alt tyder på, at vi vinder mere, end vi taber, ved at screene alle for brystkræft.