Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Når en forbruger har valgt at købe et nyt TV og senere opdager, at det vil blive forældet, fordi der allerede er planlagt en udskiftning af det signal, TV-udsendelserne sendes over - og det dermed kræver en ekstra boks for at kunne se kanalerne.
Er det så forhandlerens pligt at oplyse om det under købet? Og skal kunden have sine penge tilbage, hvis det ikke er sket?
Det spørgsmål er nu nået helt til Højesteret, hvor Forbrugerombudsmanden fører sagen for en forbruger, der tilbage i januar 2008 ikke var blevet oplyst om, at det TV, han købte, ikke ville kunne modtage det TV-signal, som de landsdækkende kanaler DR og TV fra januar 2012 skiftede til.
Hovedforhandlingerne begyndte i Højesteret i dag og afsluttes i morgen, hvor der vil blive sat en dato for domsafsigelse.
Ud over kunden i den pågældende sag har Forbrugerklagenævnet omkring 90 tilsvarende sager liggende, der afventer rettens afgørelse. Den nyeste er fra september 2009, og har man ikke allerede klaget, er det for sent, da det skal være sket inden for reklamationsretten på to år.
Sagen er principiel, fordi den handler om, at kunder skal kunne stole på, at det, de køber, ikke allerede er på vej til at blive forældet, når det køber det - uden de er blevet oplyst om det i forbindelse med købet.
Hos forbrugerorganisationen Forbrugerrådet Tænk beskriver jurist Jakob Steenstrup sagen som vigtigt, fordi den drejer sig om, at der i butikkerne skal oplyses om forhold, som er af stor betydning for forbrugerne.
»Sagen er vigtigt, fordi den drejer sig om, hvorvidt forbrugerne har fået tilstrækkelige oplysninger i forbindelse med et køb - og om hvorvidt de erhvervsdrivende burde have haft den viden om de pågældende TV og det nye TV-signal og dermed have oplyst forbrugerne om det,« siger Jakob Steenstrup.
På forhandlersiden mener erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, der fører sagen for den pågældende TV-forhandler og har taget den til Højesteret, dog at det er vigtigt, at teknologisk udvikling ikke bliver betragtet som en mangel, der berettiger forbrugere til at ophæve købet.
Den pågældende sag, der nu er nået til Højesteret, begyndte oprindeligt i januar 2008, da en forbruger valgte at skifte sit analoge TV ud med et nyt.
Senere blev han i medierne opmærksom på, at det signal, de landsdækkende TV-kanaler DR og TV2 sendes ud med, ville blive ændret fra MPEG2-standard til MPEG4-standard fra 11. januar 2012. Problemet var dog, at det indkøbte TV ikke havde en MPEG4-omformer og dermed skulle udstyres med en løs boks for at kunne vise kanalerne. Og det havde forhandleren af fjernsynet ikke oplyst, da han købte det.
I maj 2010 fik forbrugeren medhold af Forbrugerklagenævnet i, at han skulle havde ret til at få sine penge tilbage, og den afgørelse blev stadfæstet i Østre Landsret i januar 2012.
Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, der har ført sagen for forhandleren af det pågældende indkøbte TV, valgte i april 2012 at anke dommen til Højesteret.
Hos Dansk Erhverv meddeler markedschef Lone Rasmussen, at det er vigtigt for Dansk Erhverv, at teknologisk udvikling ikke bliver betragtet som en mangel ved et TV, som berettiger forbrugerne til at hæve købet.
»Siden denne sag begyndte, er udviklingen på TV-området gået endnu stærkere. Det er helt umuligt for en TV-forhandler at forudsige, hvad der vil ske teknologisk tre-fire år frem i tiden,« lyder det fra Lone Rasmussen, der mener, at det vil vende den loyale oplysningspligt på hovedet, hvis TV-forhandlerne skal informere om, hvad et TV måske ikke vil kunne i fremtiden - med henblik på at forbrugere kan udskyde deres køb.
»TV-forhandlere er ikke spåmænd, og det er et urimeligt krav. Derfor har vi taget hele vejen til Højesteret,« meddeler Lone Rasmussen, der mener, at forbrugerne godt er klar over, at der ikke findes fremtidssikrede TV.
I afgørelsen fra Østre Landsret 27. marts 2012 fremgår det, at kunden havde købt sit nye TV 9. januar 2008. Det var beregnet til at modtage digitalt TV i det såkaldte MPEG2-format, men kunne ikke uden ekstraudstyr vise udsendelser i MPEG4-format.
I afgørelsen vurderes det, at de manglende oplysninger vedrørte »en af de grundlæggende funktioner i TV-apparatet«, og at manglen derfor »ikke anses for uvæsentlig«.
»Betingelserne for at hæve købet er herefter opfyldt,« lyder rettens afgørelse.
Det er Forbrugerombudsmanden, der fører sagen for TV-kunden, og herfra er afgørelsen i Østre Landsret tidligere blevet betegnet som en meget klar afgørelse, der vil få betydning for de fleste af de øvrige lignende 90 sager, der ligger i Forbrugerklagenævnet.
Forbrugerombudsmand Henrik Øe ønsker dog ikke - med henvisning til at sagen er under behandling i retten nu - at udtale sig, før der foreligger en afgørelse.