Hjerneæder-amøbe dræber seks i USA

Seks mennesker i USA er døde, efter dræberamøber har trængt ind gennem deres næser og levet af deres hjerner.

Amøben Naegleria fowleri. Fold sammen
Læs mere
Foto: Center for Disease Control and Prevention

Det lyder som noget, der er taget ud af en mareridtsfremkaldende science fiction-film: Dræberamøber der svømmer rundt i varme søer og dræber mennesker, men det er virkeligt nok. De bittesmå amøber trænger ind i kroppen gennem offerets næse og sætter sig så fast på hjernen, som de lever af indtil offeret dør.

Ifølge det amerikanske Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse, CDC har amøben, med det mindre mundrette navn Naegleria fowleri, dræbt 23 mennesker i USA i perioden 1995 til 2004.

Alene i år er der blevet rapporteret seks dødsfald på grund af Naegleria, men CDC kender til flere hundrede tilfælde, siden den blev opdaget i 1960.

Ifølge CDC så er infektionerne for det meste blevet fundet i de varme sydstater, men Naegleria kan leve over alt i varme søer og beskidte swimmingpools, hvor den lever af alger og bakterier.

En ubuden gæst
Amøben trænger ind gennem offerets næse og fortsætter så turen mod hjernen, hvor den sætter sig fast og lever af hjernevæv. Ifølge CDC så har folk, der er blevet inficeret med amøben klaget over stiv nakke, hovedpine og feber. På senere stadier vil offeret begynde at få hallucinationer på grund af hjerneskader, som amøben forårsager.

Når man er blevet inficeret, er der meget lille chance for at overleve. Typisk går der kun to uger, før offeret dør, siger CDC.

Lille risiko i Danmark
Rune Stensvold, parasitolog ved Statens Serum Institut, kender udmærket til den farlige amøbe, men han mener ikke, at vi behøver at frygte noget herhjemme i Danmark:

- Jeg kan ikke udelukke, at der er en vis risiko ved at bade i swimmingpools og søer i udlandet, hvor klimaet er varmere, men der har ikke været nogle tilfælde her i Danmark.

Stensvold siger, at man skal passe på med at male Fanden på væggen, men han fortæller selv, at han har været ekstra påpasselig, efter han har fået kendskab til amøben:

- Jeg tænker da over det, når jeg f.eks. er i Thailand, og er ved at hoppe ned i en lille, lækker swimmingpool. Men der grænser for, hvor meget man skal lade sig hæmme af alle mulige risici. Det gælder om at være vaks ved havelågen og være opmærksom, hvis man pludselig får det dårligt efter at have været i vandet.

Rune Stensvold siger, at årsagen til, at amøben er så farlig er, at den havner inden for hjernehinderne, hvor den gør stor skade:

- Amøben trænger ind i, hvad man kan betegne som et sterilt område. Der sker så efterfølgende det, at immunforsvaret reagerer på fremmedlegemet og prøver at bekæmpe det - det er i princippet det samme som en hjernehindebetændelse også kaldet meningitis.

Stensvold siger, at hvis man bliver inficeret af amøben, kan det godt blive ret dramatisk, men risikoen for at blive inficeret beror meget på, hvor man befinder sig i verden, og hvad det er for nogle hygiejniske forhold, der gør sig gældende.

Så næste gang man har tænkt sig at tage en dukkert i søen eller swimmingpoolen, er det måske værd lige at overveje, om vandet er rent nok, inden man hopper i med hovedet først.